Hurtige hænder, hurtige fødder.

Synger du allerede med?

Så glæder du dig nok også over, at NorthSide Festival onsdag formiddag har afsløret, at det populære danske band The Minds Of 99 endnu engang indtager festivalen i Aarhus.

»Vi er helt ude af vores kroppe over at kunne præsentere jeres mest ønskede artist til #NS22,« skriver NorthSide på Facebook.

Det har været muligt at sende musikønsker til festivalen løbende, og det har mange gjort, skriver NorthSide på deres hjemmeside.

Det allermest ønskede navn var altså The Minds Of 99 – dermed er gæsternes største ønske gået i opfyldelse.

»Der kan efterhånden ikke herske nogen tvivl om, at The Minds of 99 er Danmarks mest populære band, og det vidner den massive publikumsefterspørgsel også om,« skriver NorthSide.

The Minds Of 99 startede karrieren helt tilbage i 2014 og har de seneste syv år arbejdet sig op.

De har vundet en række af guld- og platinplader, herunder fem Danish Music Awards, en P3 Guldpris, ni GAFFA Awards og fire Steppeulven-priser.

Hvis du var på NorthSide i 2019 i Ådalen, kan du måske huske den legendariske optræden, hvor forsanger Niels Brandt blev hejst op i en høj kran og sang ud over hele pladsen.

Niels Brandt har også tidligere afsløret, at bandet har et ganske særligt bånd til Aarhus-crowdet, så der er vist god grund til at glæde sig:

»I Aarhus bringer de altid energien. Vi bringer selvfølgelig også energien. Men Aarhus er en af de vildeste byer at optræde i, og der, hvor publikum opfører sig allermest rowdy. Folk tager tøjet af, de laver mosh-pits, alt det der. Det sker over hele landet, men særligt meget her,« sagde han dengang til NorthSide.

Festivalen løber i år af stablen i dagene 2.–4. juni på Eskelunden i Aarhus.

Der er i øjeblikket stor efterspørgsel på bandets koncerter til deres Infinity Action Tour.

Flere gange har de måttet offentliggøre ekstrakoncerter. Alle koncerter i Aarhus er udsolgt, og der er kun få billetter tilbage i andre byer.

Men nu er du i hvert fald sikret en koncert, hvis du tager på festival i Eskelunden til juni.

Andre læser også