På Roskilde Festival stiger prisen på en almindelig fadøl med 7 kroner grundet stigende råvarepriser.

Danske festivalgængere skal berede sig på højere priser, når de tager på festival til sommer.

Det skriver Børsen torsdag.

Det er blandt andet på Roskilde Festival og Smukfest, at priserne får et nyk opad.

På Roskilde Festival stiger prisen på en fadøl med 7 kroner til 47 kroner. Det er en stigning på 18 procent.

Det skyldes stigende råvarepriser, oplyser festivalen til Børsen.

I år får man heller ikke længere en Grøn Tuborg, når man beder om en almindelig fadøl på Roskilde Festival. Den er nemlig skiftet ud med en økologisk variant, hvilket også bidrager til prisstigningen.

Også på festivalerne Northside og Heartland, som begynder torsdag, er priserne skudt i vejret.

Her skal gæsterne betale henholdsvis 110 kroner og 125 kroner for en pizza fra Oles Gård.

Da festivalerne senest blev afholdt i 2019 var prisen 100 kroner begge steder.

Det er især stigende priser på transport, som ligger til grund, siger Ole Christian Olesen, der ejer Oles Gård.

- Transporten er steget voldsomt. Bare det at booke en lastbil til at flytte en container er langt dyrere nu, siger han til Børsen.

Roskilde Festival er ikke den eneste festival, der hæver prisen på fadøl. Det er også tilfældet på Northside og Heartland.

Her koster en fadøl nu henholdsvis 4 kroner og 5 kroner mere.

Og det kan dårligt være anderledes, siger Janne Villadsen, der er program- og udviklingsdirektør for Heartland.

- Det er tre år siden, at vi holdt en festival, og siden da er der sket en udvikling i prisniveauet, som vi alle oplever. Det gælder selvfølgelig også for os. Derfor har vi sat vores priser op med et beskedent beløb, siger hun.

Det er ikke hendes oplevelse, at festivalgæsterne er utilfredse med de nye priser.

- Folk går rundt og ser rigtigt glade ud. Jeg har set masser af gæster med en fadøl i hånden, så det virker til, at de er tilfredse, siger Janne Villadsen.

Smukfest, der afholdes i august, har endnu ikke fastlagt priserne. Festivalen udtaler dog til Børsen, at også dens gæster skal forvente højere priser.

/ritzau/