Det er ikke alle aprilsnarre, der bliver taget vel imod af danskerne.

Festivalen Rock Under Broen meldte ud på Facebook, at årets festival bliver plastikfri.

Det vil sige, at plastikstole, plastikflasker og lignende ikke var velkomne, og gæster måtte derfor selv medbringe krus og kander.

Udmeldingen var dog ment som en aprilsnar, og det blev mødt med forundring blandt flere brugere på det sociale medie. Det skriver Fyens.

En bruger forstår blandt andet ikke, at man laver 'en joke baseret på et problem'.

FN har eksempelvis et verdensmål om at gøre noget ved plastikforurening i verdenshavene.

Fyens har forholdt aprilsnarren og kritikken for den ansvarlige ved Rock Under Broen, Bent Frandsen. Han forklarer, at han ikke kendte til aprilsnarren og indrømmer, at den var et fejlforsøg på en aprilsnar.

»Jeg tager afstand fra det, der er lagt ud. Jeg var ikke informeret om det. Var jeg blevet det, havde jeg bedt om at finde en anden aprilsnar end den der. Fordi det er jo oppe i tiden, så jeg må erkende, at jeg synes, det var lidt dumt,« siger Bent Frandsen til Fyens.

Bent Frandsen understreger, at festivalen arbejder på at blive mere plastikneutrale i fremtiden, men påpeger, at gæster skal se bort fra aprilsnarren.

Rock Under Broen bliver i år afholdt den 13. juni, og indtil videre er festivalen ikke aflyst trods corona-krisen verden over.

Festivalen følger dog corona-krisen og anvisningerne nøje og melder ud, såfremt det ikke bliver muligt at afholde festivalen som planlagt.

Det samme gælder for i øvrigt Roskilde Festival, der, ifølge planen, skydes i gang knap to uger senere.