Når energikrisen kradser, og kommuner såvel som privatpersoner opfordres til at slukke lyset, kan det være problematisk at afholde en lysfestival.
Det ved Kolding Light Festival. Derfor har de nu valgt at aflyse deres store jubilæumsplaner.
2022 var ellers året, hvor festivalen kunne fejre sit 10-års jubilæum i de første dage af december. Men de planer skydes nu til 2023, skriver TV SYD.
Den beslutning tog bestyrelsen i Kolding Light Festival, efter klimaminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde torsdag meddelte, at Danmark risikerer i værste fald at stå i en situation, hvor der er decideret mangel på energi.
»Danmark og Europa står i en meget alvorlig situation. Krigen i Ukraine og Putins (den russiske præsident, red.) brug af gas som våben har bragt os i historisk energikrise,« sagde ministeren.
Og i kølvandet på den udmelding, mener Henrik Larsen, formand for lysfestivalen, altså ikke, at man kan forsvare at afholde en strømtung begivenhed, hvor gaderne lyses op.
'Ovenpå energikrisen og de markante sparetiltag vi alle bliver pålagt, kan vi ikke forsvare at sætte strøm til lysfestivallen i 2022,' siger han i en pressemeddelelse, som Kolding Light Festival har udsendt.

