Ferien tænder gnisten: Store intime forventninger
Næsten hver anden dansker forventer mere intimitet på sommerferien, viser undersøgelse.

Næsten hver anden dansker forventer mere intimitet på sommerferien, viser undersøgelse.

Danskerne glæder sig til sommerferien. Og det er ikke kun på grund af vejret.
En ny undersøgelse foretaget af rejsesøgemaskinen Momondo viser, at næsten halvdelen (45 procent) af de danske rejsende forventer mere intim kontakt med deres partner på sommerferien, når der sammenlignes med hverdagen derhjemme.
15 procent. svarer ligefrem 'ja, meget mere', mens 30 procent forventer 'lidt mere' end normalt.
»Mange oplever måske, at madplaner, arbejdsmails og børne-logistik kan spænde ben for intimiteten i hverdagen,« siger Lisbet Due Berg, der er presseansvarlig hos Momondo.
Hun tilføjer:
»På ferien får vi ofte et nyt overskud, og det betyder også, at vi forventer at komme tættere på hinanden både mentalt og fysisk.«
De forventer mest romantik
Der tegner sig dog interessante forskelle generationerne imellem, når det kommer til, hvad vi forventer os af romantikken på ferien.
I undersøgelsen svarer hele 54 procent i alderen 18-29 år, at de forventer øget intimitet på rejsen.
Herefter kommer dem i alderen 30 til 45 år, hvor det er 49 procent, mens det for dem i alderen 46 til 61 år er 39 procent.
Til de lidt ældre på 62 til 80 år er det kun 24 procent, der forventer, at temperaturen stiger på ferien i udlandet.
I øvrigt er mændene en anelse mere optimistiske end kvinderne.
I undersøgelsen svarer 49 pct. af mændene, at de forventer mere intimitet på ferien mod 39 pct. af kvinderne.
Om det handler om erfaring, optimisme eller bare forskellige pakkeliste-prioriteringer, melder undersøgelsen ikke noget om.