Skal du have en feriebolig i Danmark i industriferien, så skal du dykke dybt i pengepungen.

Vil du derimod sydpå, så er der masser af gode tilbud at vælge imellem.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Ifølge mediet viser en brancheundersøgelse, at der ved udgangen af marts var booket 85.600 uger i sommerhuse i juli og august af danskere, hvilket er en fremgang på 142 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Noget tyder altså på, at danskerne vælger at holde sommerferien inden for Danmarks grænser – og det kan faktisk være en dyrere fornøjelse end at pakke sydfrugterne.

Helsingør Dagblad har talt med Novasol, der udlejer ferieboliger i Danmark, men også i yderligere 18 lande i Europa. Hos udlejningsfirmaet oplever de, at det går virkelig stærkt med bookinger af danske sommerhuse, og faktisk er de tæt på at have udsolgt i ugerne 28, 29 og 30.

Det fortæller Julie Munch Maalaoui fra Novasol til mediet, som har taget udgangspunkt i det dyreste og billigste feriehus, som Novasol tilbyder i Hornbæk:

Det dyreste feriehus har plads til seks personer, ligger tæt på stranden og koster 14.969 kroner for en uge.

Det billigste, som er et klassisk typehus på 69 m², koster 2.319 kroner for en uge.

Sammenligner man rejser til udlandet, kan man, ifølge Helsingør Dagblad, i den dyre ende få femstjernet luksus på Masseria Torre Coccar i hælen af Italien nær Lecce med Profilrejser med startpriser på 17.420 per person per uge. I den billige kan man komme til Rhodos med for eksempel Apollo fra 1.798 for syv dage per person i to-trestjernet hotel.

Og for helt ned til 1800 kroner per person kan man rejse med eksempelvis Apollo til nogle af danskernes foretrukne feriedestinationer som Lardos, Kiotari og Pefkos på Rhodos.

B.T. har tidligere på ugen skrevet, at historien hos Dancenter, der er en af de store formidlere af feriehusudlejning i Danmark, er lidt en anden.

Efter at Udenrigsministeriet fredag gjorde det nemmere for rejselystne danskere at tage på ferie i udlandet uden at skulle i karantæne, når man kommer hjem til Danmark igen, har udlejningsfirmaet oplevet, at flere danskere har valgt at droppe deres planlagte tur i et lejet sommerhus til sommer.

Ifølge Kim Holmsted, administrerende direktør i DanCenter, ser de lempede vejledninger nemlig ud til at have fået flere danskere til at ændre deres sommerferieplaner og annullere en tur i sommerhus til fordel for en tur til udlandet.

»Efterspørgslen er stadig til stede. Men vi kan se, at der er danskere, som lige nu vælger at annullere deres sommerbooking,« fortæller Holmsted.