Feriecenter skaber kaos i Tisvilde: 'Det er jo helt vanvittigt'
Et nyt resort i Tisvilde skulle hjælpe trængte familier på billig ferie, men nu skal det være et luksusresort for 1000 mennesker.

Et nyt resort i Tisvilde skulle hjælpe trængte familier på billig ferie, men nu skal det være et luksusresort for 1000 mennesker.

Tisvildeleje er kendt for strand, sommeridyl og fredelige omgivelser.
Men nu frygter lokale, at roen bliver tromlet ned af op mod 1.000 daglige gæster.
Det 35 år gamle Sankt Helene Feriecenter kan nemlig blive forvandlet til et luksusresort med spa og andre eksklusive faciliteter.
Det skriver TV 2.
I dag er der plads til omkring 450 gæster. Og planerne har udløst oprør i den nordsjællandske ferieby.
»De påstår, at de skal have 1.000 senge ind. Det er jo helt vanvittigt. Prøv at kigge på byen her. Den kan jo slet ikke bære det,« siger pensionisten Henrik Wulff til TV 2.
Centret blev oprindeligt opført med penge fra en feriefond og skulle blandt andet give sårbare familier adgang til billige ferier.
Men nu vil fonden sammen med udviklingsselskabet Falk-Rønne & Kierkegaard gøre stedet mere luksuspræget.
Alternativets Signe Wenneberg mener, at staten kan være blevet vildledt, da området i 2023 blev solgt til fonden for godt fire millioner kroner med henvisning til det socialøkonomiske formål, påpeger hun mediet.
Ledelsen understreger dog, at intet er besluttet.
»Nu er der en proces i gang, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi kan bringe det ind i det næste århundrede,« siger bestyrelsesformand Torben Nyegaard til TV 2.
Han erkender, at planerne vil tiltrække en anden kundegruppe, men forklarer, at feriecentret ikke længere kan løbe rundt økonomisk.
Nu skal politikerne i Gribskov Kommune afgøre, om planerne kan blive til virkelighed.
Borgmester Trine Egetved er bekymret for, at det socialøkonomiske formål forsvinder, men frygter samtidig, at stedet ellers vil ende med at stå tomt, påpeger hun overfor TV 2.