Fem gymnasieelever bortvist – stod bag ranking-liste af pigers udseende: 'Fuldstændig uacceptabel handling'


Fem drenge fra 3. g på Munkensdams Gymnasium i Kolding er blevet hjemsendt øjeblikkeligt af skolens rektor for at have fabrikeret en liste, hvor piger bliver rangeret for deres udseende.
Det bekræfter rektor Per Møller over for B.T.
»De har fabrikeret en liste, hvor de ranker skolens piger i 1.g. og omtaler pigerne i ulækre og sexistiske vendinger. Den er kommet ud via en slags gamer-platform og så spredt sig som steppebrand.«
»Det er naturligvis en fuldstændig uacceptabel handling, og derfor gør vi også noget ved det.«
B.T. har set listen, hvor man kan se, at pigerne bliver inddelt i fem kategorier:
Fra toppen lyder kategorierne 'Toppen af poppen', 'Direkte til Britta-hjørnet', 'Kunne smash', 'Ellers tak du' og 'Vil heller skærer pikken'.
Per Møller forklarer, at han blev bekendt med listen torsdag, da tre piger fra 3. g troppede op på hans kontor og spurgte, om han var bekendt med listen, der tæller knap 200 piger fra 1. g – og at den blev delt på både Instagram og Snapchat.
»Det var jeg ikke, så jeg undersøgte sagen. Og rigtigt nok fandt jeg ud af, at listen eksisterer.«

»Og derefter gik det helt amok. Folk var frustrerede, vrede og kede af det. Nogle er berørte af det her, og andre er ikke lige så meget. Derfor skrev jeg også, at dem, der stod bag, risikerede bortvisning eller udskrivelse fra skolen.«
Allerede samme dag meldte de sig.
»Drengene kom ned og meldte sig selv på mit kontor. De sagde, at de var kede af det. Det noterede jeg mig, men jeg understregede også, at det ville få konsekvenser, og jeg sagde, at jeg skulle sove på det.«
»Det har jeg gjort, og de er bortvist fra i dag og en uge frem (til 23. september, red.).«
Hvad så bagefter? Kommer de tilbage igen?
»Vi har bortvist dem i en uge, og det er den typiske sanktion i sådan et tilfælde. Det er den rimelighedsbetragtning, vi har lavet.«
Er det nok?
»Det synes jeg i relation til det, der er sket. Havde det været noget mere alvorligt, så havde vi taget hårdere midler i brug.«
Hvad kunne det være?
»Det kunne være, hvis der havde været tale om pornografisk materiale. Så havde vi taget hårdere midler i brug.«
Men har sanktionen en reel konsekvens? Ud over at de misser skole i en uge?
»Ja, det synes jeg. Skolen ved, hvem det er, og folk ved, hvorfor de ikke går på skolen lige nu. Grundstemningen på skolen er, at det, de har gjort, er forkert. De andre elever ved, hvem der mangler lige nu, så der er også en social effekt i det.«
»Det er ikke bare, at de misser en uges undervisning.«
Per Møller beretter også, at stemningen på skolen fredag er noget anderledes, og at folk føler sig lettet over, at der er gjort noget ved sagen.
Hvorfor drengene i det hele taget har lavet listen, kan Per Møller ikke svare på.
Om de har drukket eller haft et festligt øjeblik, hvor de syntes, at ideen var sjov, ved han ikke, siger han.
Han understreger desuden, at skolen vil gå sine regelsæt igennem og kigge på, om der skal laves nogle revurderinger, der tydeliggør, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er, når man er elev på skolen.