Fem finskytter modtog i januar en hædersbevisning af Forsvaret efter at have gjort sig »særligt bemærket« under dronehændelserne sidste år.
Det kan RADIO IIII i dag fortælle.
Af et Facebook-opslag fra Hærens 2. brigade fremgår det, at finskytterne hyldes på grund af »en effektiv indsats under droneberedskabet sidste år«.
Opslaget er ledsaget af et billede, hvor de fem finskytter modtager en »mønt« af brigadechefen – en hædersbevisning, der i forsvaret kan gives for en anerkendelsesværdig indsats.
Soldaternes ansigter er overstreget for at sløre deres identitet.
Hverken Forsvaret eller den pågældende brigadechef har overfor RADIO IIII ønsket at svare på, hvordan finskytterne gjorde sig »særligt bemærket«.
»Vi er inde i noget, der er klassificeret. Desværre,« siger oberstløjtnant Michael Orup Petersen, der som fungerende brigadechef uddelte hæderen.
En længe ventet redegørelse for dronehændelserne blev kort efter valgudskrivelsen udskudt til et endnu ukendt tidspunkt.
Fredag krævede otte oppositionspartier i et brev til statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) redegørelsen offentliggjort inden valget til Folketinget, som Berlingske først kunne beskrive.
Finskytterne fik overrakt »brigadechefens mønt« under en ceremoni på Haderslev Kaserne.
»For frihed i fred«, står der på mønten.
Haderslev Kaserne dannede indtil januar base for 'XIII Lette Infanteribataljon', hvor de fem finskytter gjorde tjeneste under dronehændelserne.
Forsvaret bekræftede i september, at der er »blevet observeret droner ved flere af Forsvarets lokaliteter«.
Det gjorde sig blandt andet gældende ved flyvestationerne i Skrydstrup og Aalborg og kasernen i Holstebro.
Under et pressemøde 25. september udtalte forsvarschef Michael Hyldgaard, at han så »en vis systematik i det, der er sket.«
»Jeg vil som militærmand karakterisere [det] som egentlige operationer,« konkluderede generalen dengang.
RADIO IIII har tidligere kunnet beskrive, at der i mindst ét tilfælde er blevet forsøgt nedskudt en »ukendt drone«. Den befandt sig over Borrislejren i Vestjylland.
Forsvaret har tidligere oplyst til RADIO IIII, at de af operative hensyn ikke ønsker at kommentere på, »hvorvidt der har været forsøg på nedtagning af objekter i luften.«
Finskytter er i kraft af deres uddannelse eksperter i at spotte og identificere fjendtlige mål.
