Politiet i Syd- og Sønderjylland bad tirsdag eftermiddag offentligheden om hjælp til at finde en fem-årig dreng, der var forsvundet fra en legeplads.

Den fem-årige dreng er nu blevet fundet af en 'årvågen borger'.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Her skriver de:

'Sønderborg Drengen er fundet af en årvågen borger og føres sammen med sin familie. Alt endte heldigvis lykkeligt. Tak for alle henvendelserne. Vagtchefen.'

Tidligere beskrev politiet, at den fem-årige var på en legeplads på Søndergade 10 i Sønderborg, hvorfra han forsvandt.

Drengen var gået i 'ukendt retning', oplyser politiet.

Til B.T. oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi tidligere, at man var i gang med at lede efter drengen.

»Han har været nede på legepladsen, og der er han gået fra. Nu er vi i gang med at lede. Han er nok ikke så langt væk. Han har været væk siden 16.40 cirka. Vi får anmeldelsen 17.12,« sagde vagtchefen.