Kun seks ud af 89 kiosker og mindre butikker havde helt styr på el-sikkerheden.

Det viste en række kontrolbesøg, som Sikkerhedsstyrelsen foretog sidste år.

I alt lagde Sikkerhedsstyrelsen vejen forbi 89 kiosker og små butikker landet over for at kontrollere elinstallationerne – men hos langt de fleste blev der fundet fejl og mangler.

Faktisk blev der fundet fejl hos omkring ni ud af ti butikker, fremgår det af en pressemeddelelse.

Kun seks butikker klarede helt frisag, mens der 20 steder blev givet påbud om at få forholdene bragt i orden.

Hos de resterende 63 butikker blev der vejledt om at rette op på fejl og mangler.

»Det er afgørende for sikkerheden både hos personale og kunder, at elinstallationer og elektrisk udstyr er i orden. Og det kan også have konsekvenser for forretningen, hvis for eksempel en kortslutning starter en brand. Ejeren eller brugeren af elinstallationen har pligt til at sørge for, at installationen og det udstyr, der tilsluttes, lever op til kravene,« forklarer kontorchef Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen.

Den fejl, der hyppigst blev fundet, var vedrørende eltavlerne.

Mere end hver tredje eltavle var ifølge Sikkerhedsstyrelsen ikke lukket korrekt, eller også var der skader i afdækningen, der skal beskytte mod at røre strømførende dele.

»En del skader kommer, fordi pladsen foran eltavlen bliver brugt som lagerplads, så man støder ind i tavlen med kasser eller møbler. Det er et krav, at der skal være fri plads foran en eltavle, så den er let tilgængelig for elinstallatøren, eller så man selv kan skifte en sikring. Så er der heller ikke så stor risiko for skader på tavlen,« siger Søren Assenholt Muff.

Udover fejl på eltavler blev der også især fundet fejl vedrørende elinstallationen, der ikke var vedligeholdt forsvarligt og ved ledninger og kabler, som ikke var korrekt installeret.