ATP, der står for beregningen bag udbetalingen af feriepengene, melder, at der er en fejl i udbetalingen af feriepengene.

Hvis du i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 selv har indbetalt dele af din pension, så vil det udbetalte feriepengebeløb være ukorrekt.

Det skriver Ekstra Bladet.

Fejlen er opstået, fordi ATP har udregnet dit tilgodehavende ud fra din AM-indkomst til indbetaling til pension. Det er en fejl, da man optjener feriepenge af sin fulde løn, og derved før indbetalingen til pension er trukket.

»En del lønmodtagere indbetaler via deres arbejdsgiver til en pensionsordning og betaler selv en del af pensionen, som arbejdsgiveren trækker fra på lønsedlen. For disse lønmodtagere vil egenandelen af pensionen ikke indgå i de oplysninger, vi har mulighed for at hente i Indkomstregistret, og derfor indgår pensionsbeløbet ikke i beregningen,« skriver ATP's underdirektør Jesper Juel-Helwig til Ekstra Bladet i et skriftligt svar.

Derfor kan der udregnes for lidt som førtidig udbetaling for lønmodtagere, der selv har indbetalt til en pensionsordning, hvor beregningsgrundlaget ikke vil være mindsket med pensionsbeløbet.

Ifølge ATP skal danskerne nok få udbetalt det rigtige beløb, fordi beløbet vil blive reguleret. Det vil de på grund af, at de penge, der står tilbage fra de sidste to ugers indefrosne feriepenge, vil inkludere de penge, som ikke bliver udbetalt denne gang.

De forsikrer dog, at langt de fleste beløb vil komme meget tæt på det korrekte feriepengebeløb for perioden.