Togtrafikken i Jylland er mandag middag blevet genoptaget, efter at en fejl i signalsystemet er udbedret.
Det oplyser Banedanmark på mediet X.
Der kan dog være "forstyrrelser i starten", og derfor anbefales rejsende at tjekke Rejseplanen, lyder det.
Meldingen kommer, efter at Banedanmark natten til mandag lokaliserede en systemfejl.
Fejlen var årsag til, at togene på en stor del af de jyske togstrækninger har holdt stille siden søndag.
- Man har lokaliseret fejlen og er gået i gang med at fejlrette, lød det mandag morgen fra pressechef i Banedanmark Andreas Hald.
Søndag meldte Banedanmark ud, at en fejl i signalsystemet betød, at der ikke kunne køre tog på størstedelen af de jyske togstrækninger.
Først var meldingen, at togene ville holde stille frem til klokken 17.00 søndag, men senere lød det fra Banedanmark, at fejlen tog længere tid at rette end forventet.
Søndag aften kort før klokken 18.00 meddelte Banedanmark, at togdriften var indstillet indtil mandag klokken 12.00.
Banedanmark har siden 2012 arbejdet på et nyt signalsystem. Man forventer at være færdig med udrulningen i Jylland i 2027 og i hele landet i 2033.
Andreas Hald fortæller, at det var strækningen mellem Aarhus og Skanderborg, der blev lagt i systemet natten til søndag.
- I den forbindelse skal hele systemet opdateres, og det er derfor, at hele systemet gik ned, siger han.
Mens togene har holdt stille, er der i vidt omfang blevet indsat togbusser.
DSB skriver på sin hjemmeside mandag middag, at der "igen kører tog de fleste steder i Jylland".
Der køres fortsat togbusser til og fra Aarhus Hovedbanegård, som det har været tilfældet siden fredag aften.
Det skyldes, at Banedanmark her er ved at ombygge jernbanen og tage et nyt signalanlæg i brug.
Det betyder, at der ikke kører tog til hovedbanegården frem til og med 27. januar.
/ritzau/
