Opdatering: Tirsdag morgen er meldingen fra MitID stadig, at man arbejder på at løse fejlen.
MitID blev mandag ramt af en fejl, der fortsat arbejdes på at få løst.
Fejlen betyder, at flere Android-brugere ikke kan tilgå deres MitID.
Det skyldes, at brugerne bliver vist en QR-kode, som de bliver bedt om at scanne, når de kommer ind i appen.
Problemet er bare, at QR-koden fremkommer på selvsamme enhed, som de forsøger at logge ind på MitID igennem.

Derfor anbefaler MitID, at de ramte brugere kan scanne koden med en anden enhed – hvis man altså har sådan én.
'Android-brugere kan blive bedt om at scanne en QR-kode på den samme enhed som MitID-appen. Vi arbejder på en løsning. Det er muligt at bruge en anden enhed, for eksempel pc eller tablet, til at logge ind,' skriver MitID på deres hjemmeside.
Flere B.T.-læsere har allerede meldt ind, at de mandag har været afskåret fra at bruge deres MitID på grund af fejlen.
Det har blandt andet resulteret i, at en læser ikke har kunnet tilgå oplysninger fra sin læge, sin bank eller Skat gennem dagen, da personen ikke har en ekstra enhed til at scanne QR-koden.
Du kan læse mere om status på MitIDs hjemmeside.
