Hvis man – som mange danskere i den kommende weekend – sætter kursen sydpå i bil for at holde sommerferie, er det en god idé at forberede sig grundigt, så man undgår at havne i lange køer.

Populære ferielande som Tyskland, Frankrig, Spanien og Holland har nemlig indført grænsekontrol, og det kan medføre større kødannelser, der kan koste dyrebar ferietid.

»Der er lagt op til flest udfordringer mellem Tysland og Østrig, hvor folk kører igennem for at komme til Italien, Kroatien og Schweiz,« lyder det fra Karsten Meyland Melche, der er indholdsredaktør hos FDM.

Tyskland har nemlig skærpet grænsekontrollen siden september sidste år, og som det land i Europa med flest grænseovergange, kan køerne sprede sig som ringe i vandet, siger indholdsredaktøren.

Man kan derfor med fordel gøre sit hjemmearbejde for at minimere kø-bøvlet.

»Grænsekontrollen er ikke så stringent og tjekker ikke alle biler. Men man kan gøre livet lettere for sig selv, hvis man holder bilens passagerers pas op i ruden, og dermed mindske risikoen for at blive gelejdet ind til siden,« siger Karsten Meyland Melche.

Fredag, lørdag og søndag er de største rejsedage, hvor der forventes mest trafik på vejene. Derudover er mandag og torsdag såkaldte gule dage, hvor der også vil være ekstra pres.

»Så hvis man vil undgå de værste køer, er det ideelt at starte sin rejse tirsdag eller onsdag. Her har man nemlig en gylden mulighed for at slippe mere glat gennem trafikken,« tilføjer Karsten Meyland Melche.

Selvom starten af juli kan virke travl for de mange danskere, der tager på ferie, bliver det kun værre, jo længere vi kommer ind i måneden.

Det skyldes, at flere andre lande også starter deres ferie i den periode, hvilket lægger yderligere pres på de europæiske motorveje.

Skulle man være så uheldig at ende i timelange køer ved grænseovergange, så er det en god idé at holde sig opdateret på trafikken via eksempelvis Google Maps eller det indbyggede navigationsanlæg som mange biler har i dag.

Og så er der en sidste ting, som man ifølge Karsten Meyland Melcher også bør huske på:

»Når man skal hjem igen, når skolernes sommerferie nærmer sig sin afslutning, skal man huske, at grænsekontrollen i Danmark også kan give kø. Særligt ved grænsen mellem Danmark og Tyskland kan der opstå lange køer.«