En test af autostole får nu FDM til at advare mod køb og brug af særligt to af slagsen, der har vist sig at være farlige.

Havde uheldene i de test, der blev udført, fundet sted i virkeligheden, havde det været livsfarligt for de børn, der sad spændt fast i de to autostole.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra FDM.

Det var i forbindelse med en såkaldt 'crashtest', man fandt ud af, at to af autostolene dumpede og viste så ringe sikkerhed, at både FDM og de europæiske bilklubber advarer mod at købe og bruge dem.

Helt konkret drejer det sig om disse to modeller:

- Babystyle Oyster Carapace Infant + Duofix i-Size Base.
- Chicco Oasys i-Size bebecare + i-Size base.

Begge er bagudvendte autostole til de mindste børn, og begge faldt igennem i testens frontaltest:

'På den ene stol knækkede låsemekanismen mellem stolen og basen, den var fastgjort til, med det resultat, at den rev sig løs af basen og fløj gennem bilens kabine,' oplyser FDM og fortsætter:

Babystyle Oyster-autostolen.
Babystyle Oyster-autostolen. FDM

'På den anden autostol knækkede et spænde, der holder trepunktsselen sammen, hvorefter testdukken blev kastet ud af stolen og gennem bilen.'

Resultaterne fra testen bliver allerede offentliggjort nu for at advare forbrugerne - resten bliver først offentliggjort til maj.

»Det er meget kritiske fejl på begge stole, og naturligvis ikke en viden vi kan vente med at offentliggøre sammen med de øvrige testresultater,« fortæller bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:

»Derfor advarer vi allerede nu både forbrugere og forhandlere i hele Europa mod at bruge og sælge de to stole. Havde uheldene været virkelige, havde det været livsfarligt for børnene i de to stole.«

Har du købt en af de to autostole, anbefaler FDM, at du kontakter forhandleren for at returnere den og få dine penge tilbage.