Godt fire måneder efter det endegyldige fald af det tredje rige i 1945, sad en FBI-agent og en informant i Los Angeles, USA, og talte om Adolf Hitlers skæbne.

FBI-agenten skrev en rapport om mødet den 21. september 1945. Kildens beretning var en detaljeret udlægning af Adolf Hitlers flugt fra Tyskland.

Det viser rapporten, som netop er blevet gjort tilgængelig af FBI – dog i en relativt hårdt redigeret version, hvor flere passager er streget over. En rapport, Daily Star har fået fingre i.

Og selvom det fremgår tydeligt af det samlede kildemateriale, at FBI forholdt sig skeptisk over for informantens meget specielle fortælling om Hitlers flugt, var det ikke desto mindre en historie, som nåede FBI's top, hvor chefen John Edgar Hoover personligt vurderede den.

Adolf Hitler modtager hyldest af jublende indbygere efter han har 'løst' Sudetertyskernes situation.
Adolf Hitler modtager hyldest af jublende indbygere efter han har 'løst' Sudetertyskernes situation.
Vis mere

Han skrev sågar breve til sine underordnede om indholdet i rapporten.

Ifølge kilden, som var en argentiner, der forsøgte at udveksle informationer i bytte for ikke at blive udleveret til sit hjemland, ankom Hitler til Argentina på et tidspunkt i maj 1945.

Han var rejst dertil i en u-båd og var angiveligt del af en gruppe på 50 nazister, som var på flugt fra USSR og de allierede, som stod klar til at straffe dem for deres ugerninger.

Herefter blev Hitler og hans kumpaner sat op på hesteryg, hvorefter de drog til foden af Andesbjergene, hvor de levede i skjul.

Hitler var angiveligt sygelig med astma og mavesår.

Kilden forklarede også, at Hitler havde barberet sit famøse overskæg af.

Informanten påstod over for FBI-agenten, at det var seks argentinske myndighedspersoner, som stod for at skjule de flygtede nazister.

Beretningen blev dog set på med skepsis fra FBI.

En kopi af Hitlers førerbunker i Berlin.
En kopi af Hitlers førerbunker i Berlin. Foto: FABRIZIO BENSCH
Vis mere

Alligevel efterprøvede de oplysningerne, ligesom FBI helt frem til midten af 1950'erne efterforskede efterretninger om, at Hitler befandt sig i Sydamerika som mange andre tidligere topnazister.

Men uden held. De fandt aldrig Hitler. Det er der nok en relativt god forklaring på.

Efter årtiers konspirationsteorier, efterforskninger og sensationsprægede artikler og bøger er der fortsat konsensus blandt historikere om, at Adolf Hitler rent faktisk døde i Berlin.

Her begik han selvmord den 30. april 1945 – blandt andet for at undgå at skulle stå til ansvar for de millioner af menneskeliv, han havde på samvittigheden.