De fleste kan mærke de høje energipriser og inflationen på pengepungen – men for dem, hvor den allerede var let, er desperationen stigende.

Det skriver Århus Stiftstidende.

»De beder om hjælp til at prioritere, fordi de står magtesløse. Skal vi betale husleje før elregning, spørger de. Der er dem, der overvejer at blive skilt. Dem, der vælger kun at spise én gang om dagen, så de har råd til at give deres børn noget at spise flere gange om dagen,« siger Pernille Kristoffersen, rådgivningschef for Mødrehjælpen i Aarhus, til mediet.

»Det er en desperation på et niveau, jeg ikke har set før. Det er meget voldsomt.«

Og med en kold vinter og en dyr højtid, der nærmer sig med hastige skridt, har det formentlig fået mange til at bekymre sig mere end vanligt – skal man spare kroner eller få varmen? Kommer der både and og flæskesteg på julebordet? Huskede jeg at slukke alle lysene?

Hos Dansk Folkehjælp, som yder akut hjælp og langsigtet bistand til udsatte grupper, kan den stigende fattigdom også mærkes.

De har tidligere udtalt til B.T., at de blandt andet »var bange for en ny rekord i år« i forhold til ansøgere til julehjælpen.

Og flere danskere har da også søgt den hjælpende hånd for første gang – som Louise Søborg Nielsen, hvilket også peger i den tunge retning.

Danmarks Statistik viser i tal, hvorfor fattigdommen bliver større. De skriver, at dette års stigning af det samlede forbrugerprisindeks er den højeste siden november 1982 – og at varer i gennemsnit er steget med 15,9 procent det seneste år, hvilket er den højeste prisstigning siden 1980.

Derfor er det måske heller ikke usædvanligt, hvis flere oplever en lettere pung og en stigende desperation.

Forbrugerprisindekset viser prisudviklingen for de varer og tjenester, der er i husholdningernes forbrug i Danmark.