På lidt over et år har KFC-restauranten i Aarhus fået en løftet pegefinger hele to gange af Fødevarestyrelsen.

Simpelthen fordi rengøringen i restauranten og i køkkenet ikke har været god nok.

Det skriver TV 2 Østjylland, der henviser til Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra besøget i Tilst i Aarhus.

Fødevarestyrelsen fandt blandt andet ved seneste besøg gule belægninger i opvaskemaskinen, og gulvet i opvaskerummet var belagt med sorte pletter.

På opvaskebordet var der også belægninger ned af væggen og under produktionsbordet var der også sorte fedtede belægninger.

Og kritikken stopper ikke her, for medarbejderne manglede også muligheden for at vaske hænder ordentligt.

»Ved tilsynets begyndelse ligger der køkkenredskab i håndvasken i produktionen. Virksomheden oplyser, at de kan vaske hænder i denne håndvask eller i opvaskerummet, hvor håndvasken heller ikke er tilgængelig, da den er fyldt op med bøtter med rengøringsmidler,« skriver Fødevarestyrelsen.

Deres håndtering af fødevarer fik dog ikke kritik ved tilsynet.

KFC kunne dog godt se de pointerede kritikpunkter og kalder på egen handling.

»Det kan jeg godt se, vi har meget, vi skal i gang med,« lød svaret ifølge Fødevarestyrelsens kontrollører.

Ved et besøg i november 2021 fik KFC Tilst en reprimande, da man også havde mangelfuld rengøring.

Dengang var forholdene af en helt andet kaliber. De var så alvorlige, at restauranten blev meldt til politiet.