Nu kan børn ikke blive fornøjet af, at få et stykke legetøj med i børnemenuen på Sunset Boulevard.
Fra onsdag droppes legetøjet, men der er en plan med afskaffelsen.
Det er nemlig af hensyn til miljøet, da den danske fastfoodkæde alt for ofte ser legetøjet ende i affaldsspande, når børnefamilien har spist sig mætte.
»Som en af Danmarks største fastfoodkæder føler vi, at vi har et ansvar for den planet, vi efterlader. Og selv om børnene er glade for legesagerne, er det også for langt størstedelens vedkommende noget helt unødvendigt pap og plastik. Derfor er de sidste stykker legetøj langet over disken i Sunset Boulevard,« siger administrerende direktør Jens Broch i en pressemeddelelse.
Nu vil de i stedet erstatte et stykke legetøj med et plantet træ, når børnemenuen bliver bestilt og langet over disken.
Det første år forventer Sunset Boulevard at plante 150.000 træer og etablere dem i det, man kalder en folkeskov. Det areal, de træer kommer til at fylde, svarer til cirka 65 fodboldbaner.
»Og selv om det ikke er det samme som at få endnu et stykke legetøj, håber vi, at det kan være med til at gøre en lille forskel for det samfund, vi er en del af,« siger Jens Broch.
Fastfoodkæden har i flere omgange udfaset plastik på deres mange restauranter. Sodavanden kommer uden plastiklåg, der er ingen engangskopper, og sugerør af plastik er blevet afskaffet.
Sunset Boulevard åbnede deres første restaurant tilbage i 1996 i Odense. Herefter er det blevet til 43 restauranter i den danske fastfoodkæde, der er fordelt rundt i hele landet.