Onsdag morgen klokken 6.45 sov 31-årige Sandra Mørk Valente stille ind.
'Friheds- og uafhængighedselskende Sandra havde fået nok,' skriver hendes mor i en smuk afsked på Facebook, hvor hun takker sin datter for hendes styrke, hendes glæde, hendes mod og hendes retfærdighedssans.
Normalt giver en journalist sig ikke til kende i artikler som denne, men nogle gange er historier noget særligt, og det blev fortællingen om Sandra for mig.
Jeg talte med hende første gang i november, hvor hun havde skrevet et harmdirrende opslag på Facebook om, hvordan lægerne gennem seks år havde afvist hende.
Hun var ung og så sund og rask ud, så de tiltagende stærke smerter, hun havde i sit ben, kunne ikke være noget alvorligt, mente lægerne.
Måske var det overanstrengelse? Noget psykisk? Eller et gynækologisk problem, foreslog de, mens de sendte den unge mor på rundtur i sundhedsvæsenet.
Sandra var til sidst ikke i tvivl om, at hun fejlede noget alvorligt. Hun kunne se, hvordan livet smuldrede mellem hænderne på hende. Hun kunne ikke længere passe sit job som kok, og det blev sværere og sværere for hende at holde smerterne ud.
Da hun i april sidste år endelig blev scannet, var det for sent.
Kræften i hendes ben havde bredt sig og var uhelbredelig, lød dommen.
Og med de ord startede Sandras kamp. En kamp for at være her så længe som muligt for sine to små drenge, men også en kamp for, at andre ikke skulle gennem det samme som hende. At sundhedsvæsenet lærte af hendes historie.
Alvorligt syg besøgte Sandra Mørk Valente i december sundhedsminister Magnus Heunicke sammen med B.T. for at gøre ham opmærksom på de fejl i systemet, der betød, at de ondartede celler gennem seks år fik lov til at sprede sig i hendes krop.
I marts fik hun at vide, at lægerne ikke kunne gøre mere, og hun fravalgte yderligere behandling for at have det så godt som muligt i sin sidste tid.
En tid, som jeg ved, var svær, men også god. Takket være Sandras store familie og mange tætte venner.
For kort tid siden, inden coronaen gjorde sit indtog, talte vi en aften i telefon. Sandra boede på hospice, men var smertefri og skulle til koncert med en veninde. Hun grinede af, at hun hellere måtte passe på med alkoholen, og at den enkelte øl, hun drak, mens vi snakkede, vist var rigelig.
Jeg kan huske, jeg udbrød, at jeg var overrasket over, hvor glad og rolig hun var, når vi talte sammen. Altid. Hvor stærk hun virkede.
Og hun svarede, at hun var glad. På trods af sygdom. På trods af at hun skulle dø. Så var hun glad. Glad og taknemmelig for det liv, hun havde, og det liv, hun havde haft.
Jeg kendte kun Sandra kort tid, men hun gjorde et enormt indtryk.
Hun talte stort set aldrig om sig selv. Hun snakkede ikke om, at det var uretfærdigt, at det lige var hende, lægerne havde overset.
Hun talte om andre.
Om andre unge kræftpatienter, hun håbede kunne blive reddet i tide. Om taknemmeligheden for sin familie og sine venner.
Om sine to drenge og bekymringen for, at hun ikke kunne være der for dem. At hun skulle forlade dem.
»Jeg er ikke bange for, at jeg skal dø. Jeg er bange for, at jeg ikke kan være her for dem,« som hun sagde.
Sandra, tusind tak, fordi du delte din historie. Jeg lover, at vi holder sundhedsministeren op på sit løfte om, at vi skal lære af de svigt, du oplevede.