Tirsdag døde en 59-årig turist i en drukneulykke ud for Klympen Strand ved Hasle på Bornholm, og det har nu fået kommunen til at sætte skilte op til advarsel for andre badegæster.

I tilfælde af pålandsvind kan det være rigtig farligt at bade ved Klympen på grund af såkaldte hestehuller - eller revler, der gør det umuligt at svømme tilbage, når der er kraftig vind mod stranden.

»Det er som at svømme imod en vandrutsjebane, der står tændt - det er praktisk talt umuligt at svømme igennem,« siger vagtchef hos Bornholms Politi, Nicolai Bebe Jensen til B.T.

Indenfor de sidste uger har beredskabet tre gange været kaldt ud til Klympen i forbindelse med mulige drukneulykker, og nu forsøger man altså fra Bornholm Kommunes side at ændre på den kedelige statistik, skriver TV 2 Bornholm.

Badende lokale og turister bliver nu mødt af skilte på dansk, tysk og engelsk, der advarer om, at det er farligt at svømme langs den bornholmske vestkyst, hvis der er pålandsvind.

»Vi satser på, det kan gøre en forskel. Nu er der sat syv skilte op, så man er ikke i tvivl om, at når man går ind i området, så er det et farefuldt område,« siger vagtchef Nicolai Bebe Jensen.

I de tre seneste tilfælde, hvor beredskabet måtte rykke ud til Klympen, var der tale om turister og ikke lokale bornholmere.

»Pudsigt nok er det alle sammen ikke herboende bornholmere, der er kommet galt afsted, og det er måske fordi bornholmere ved, at det er et farligt sted at svømme, hvor man skal passe på ved den vestlige kyst på grund sandbunden,« siger Nicolai Bebe Jensen.

I de seneste tre episoder formodes det, at badende i havet ikke kunne komme tilbage til stranden på grund af stærk pålandsvind og revlehuller, hvor strøm og vind næsten umuliggør, at man kan svømme tilbage til strandkanten.

Den 15. juli forsvandt en ukrainsk mand i havet ud fra Klympen og blev fundet død dagen efter.

Tidligere på måneden var en ung pige kommet i problemer og råbte om hjælp, indtil redningsberedskabet fik hende halet ind.

I juni måned kunne en dreng heller ikke svømme i land, og faderen er da nødt til at svømme ud i et forsøg på at hale ham ind. Det lykkedes heller ikke, hvorfor de også var nødt til at tilkalde hjælp.