En lille drengs gravsted i Randers fortæller en historie om en mere medmenneskelig adfærd på kirkegården, end det har været tilfældet den seneste tid, efter 84 jødiske gravsteder blev udsat for hærværk på krystalnatten 9. november.

Den seksårige Joachim Gisle Larssons grav på Nordre Kirkegård i Randers er den seneste tid blevet fint pyntet af ukendte gæster.

Det fortæller faren til den afdøde dreng ifølge Randers Amtsavis på Facebook.

'Tak. Vi oplever sommetider, at ukendte lægger blomster eller lignende på vores søns gravsted. Men denne gang var det en noget større pyntning, end vi har oplevet tidligere,' skriver faren Anders Gisle Larsson og fortsætter:

'Foruden et bredt bælte af gran var der blomster, bedlamper og krans – samt nogle træ-engle. Altså meget mere, end gartnerne normalt gør på Nordre. Vi ved ikke, hvem det er, men gætter på, det er en fra Randers, og vil blot sige tak.'

Myrdet

Den afdøde Joachim Gisle Larsson blev ifølge Randers Amtsavis myrdet i 1986 som blot seks-årig. Drabet har siden fyldt meget i byens bevidsthed, men familien ved ikke, hvad den særlige opmærksomhed denne gang skyldes.

Ifølge Randers Amtsavis har flere kommenteret på Facebook-opslaget med sympatierklæringer:

'Hvor er det en smuk gestus. Og flot af jer at I takker, i stedet for at blive stødt. Jeres lille søn fortjener masser af positive besøg.'

B.T. har været i kontakt med Anders Gisle Larsson, som ikke ønsker at stille op til interview. Men han har givet tilladelse til, at B.T. skriver om episoden.