Feststemte unge blev fredag mast og utilpasse ved venteområder til Roskilde Festival.
»De sidder i campingstole med soveposer, da massen af unge mennesker rejser sig op. På grund af rykket falder de over campingstolene og udstyret. Flere var nede og kravle, gudskelov blev ingen dræbt. Mange græd, og der var en kedelig stemning.«
Sådan lyder det fra Steen Pedersen, som er far til Andrea, 19 år, og Anton på 22 år, der fredag ventede i en køen til Indgang East ved Roskilde Festival.
»Min søn, Anton, fortæller - og han vejer godt 80 kg - at der stod tre piger, der bare græd og ikke magtede situationen. En pige foran ham blev mast og besvimede. Hun blev trukket op og crowdsurfed op for at få hende over mængden og hen til vagterne med gule veste,« beretter Steen Pedersen.
TIP OS: Var du også til stede ved hændelsen på Roskilde Festival ved Indgang East fredag eftermiddag, så skriv til 1929@bt.dk
Også hans datter, Andrea, blev fanget i menneskemængden, fortæller Steen Pedersen.
»På et tidspunkt kommer der så meget tryk bagfra, at Andrea beskriver, at hun i tre kvarter ikke kan mærke jorden: Hun ved ikke, hvilken vej hun skal gå for at komme ud, fordi der er så meget tryk bagfra.«
Politiet måtte tilkaldes for at få styr på situation, fortæller Steen Pedersen:
»Det var et helvede.«

Steen Pedersen mener, at Roskilde Festival burde have sikret pladsen foran venteområdet med båse, der modvirker tryk fra store menneskemængder, der pludselig sætter sig i bevægelse.
»Min søn var noget rystet over, at en tøs foran ham besvimede mere eller mindre i hans arme. Jeg har nogle noget rystede børn efter oplevelsen.«
Også den 18-årige festivalgænger Rasmus Madsen oplevede situationen som decideret farlig. Han stod sammen med en kammerat ved indgang east i går eftermiddag, da menneskemængden satte sig i bevægelse.
»Der gik et rygte om, at der blev åbnet, og det fik folk til presse på mod indgangen. Der var et voldsomt tryk bagfra. Der var måske 1.000 mennesker, der masede fremad. En fyr på min alder faldt ind under et hegn og kunne ikke komme op,« fortæller han.

»Servicefolkene fra festivalen - dem med veste - kunne ikke gøre noget. De kunne ikke få ham op, fordi presset var så voldsomt.«
Den unge mand under hegnet kom ifølge Rasmus Madsen først fri af hegnet efter et par minutter, da det lykkedes festivalens personale at føre menneskemængden i en anden retning. Rasmus Madsen er her dagen efter fortsat rystet over situationen.
»Jeg sagde til min kammerat, at han skulle sørge for at holde sig oprejst, så han ikke blev mast.«
Det er korrekt, at politiet blev involveret, oplyser Roskilde Festivals pressekontor til B.T. Men festivalens sikkerhedschef Morten Therkildsens opfatter ikke fredagens hændelse som tumult.
Men han understreger, at det kan opleves overvældende, når en større gruppe mennesker bevæger sig fra et område til et andet, som det var tilfældet fredag eftermiddag.
Morten Therkildsen oplyser gennem festivalens pressekontor, at festivalen valgte at åbne for venteområderne en halv time før planlagt - altså klokken 15.30 i stedet for klokken 16.00 fredag - fordi der var en del unge mennesker på arealerne uden for venteområderne, der havde brug for adgang til vand og plads på grund af varmen.
Flytningen af de unge mennesker blev udført i tæt samarbejde mellem politi og festivalens personale.
Roskilde Festival opfordrer på Facebook festivalgængere, der ankommer lørdag, til at huske at drikke rigeligt med vand på grund af varmen.


