»Der er ikke nogen, som har slået hende. Det passer ikke.«
Klokken er lidt over 11 i det nordlige Irak, da Sarahs far tager telefonen. Forbindelsen er dårlig, men det er tydeligt, at opkaldet gør ham vred. For halvandet år siden bortførte den 45-årige mand sin danskfødte datter til irakisk Kurdistan, hvor hun mod sin vilje har været fanget og har frygtet for sit liv. Det vil B.T. tale med faren om. Men han benægter alt.
»I halvandet år har hun haft telefon og internet og skriver med alle mulige venner. Hun har mulighed for skole og alt muligt.«
Men Sarah vil jo ikke være i Irak. Hun er blevet ført ulovligt ud af Danmark?
»Hun har ikke nogen familie i Danmark.«
Hun er meldt tvangsfjernet af kommunen. Hvorfor sender I hende ikke hjem med et fly?
»Nej, vi skal ikke sende hende hjem. Hvis hun skal hjem til Danmark, hvorfor er hun så ikke dansk statsborger?«
»Vi vil ikke bo i Danmark mere. Vi har boet der i 20 år og ikke fået statsborgerskab.«
Sarah vil gerne bo i Danmark …
»Det skal hun ikke bestemme.«
Faren gentager, at ingen af beskyldningerne er sande, og lægger til sidst på.
Lige nu bor 17-årige Sarah på et sikkert opholdssted i Irak, fordi de lokale myndigheder og den danske organisation Ny Identitet fik hende reddet væk fra familien. På grund af regler og lovgivning kan hun stadig ikke komme til Danmark i sikkerhed.
Herhjemme undrer hendes nære veninde sig over, hvordan det overhovedet kunne gå så galt. Sent om natten i slutningen af juli 2019 fik 19-årige Caroline Heitmann en besked fra Sarah, som hun havde været sammen med få dage tidligere i hjembyen Hammel i Østjylland.
Sarah var i Irak og måtte ikke komme hjem igen.
»Mit hjerte faldt ned i maven på mig. Jeg troede, jeg skulle kaste op,« siger Caroline.
Hun vidste, at det ikke længere bare var en ferie, men en alvorlig situation.
De to veninder var i en årrække naboer og brugte meget tid i hinandens hjem. Som barn så Caroline ingen alvorlige faresignaler, men i dag ser hun sin venindes adfærd i et andet lys.
Sarah gik uanset vejret altid med bukser og lange ærmer og talte sjældent om sin trivsel. Det ændrede sig alt sammen, da hun blev tvangsfjernet og anbragt på en døgninstitution.
»Hun begyndte at tale om, hvor eksplosiv hendes far var, og at det gik ud over hende,« fortæller Caroline.
Sarah begyndte også at »udfolde sig« og have det sjovt, som veninden forklarer det. De gik til fester, prøvede at ryge og talte med drenge. Det var dog ikke en adfærd, som hendes forældre var tilfredse med. De gjorde dem ifølge Caroline meget sure.
Ifølge Nader Ashkani fra organisationen Ny Identitet, som bekæmper negativ social kontrol, har forældrene været dybt utilfredse med, at Sarah blev tvangsfjernet og siden 'for dansk'. Det kom dog alligevel bag på Carolines mor, Camilla Heitmann, at nabofamilien pludselig rejste tilbage til hjemlandet og mod loven tog Sarah med.
»De virkede som en helt almindelig indvandrerfamilie, som gerne ville det danske samfund på lige fod med os andre,« siger hun.
Forældrene havde også givet udtryk for, at de ønskede statsborgerskab og et liv i Danmark.
»Ingen drømte om, at de kunne finde på det, som de har gjort.«
I de fem års naboskab kom Sarah meget hjemme hos Camilla og blev en form for bonusdatter for hende. Ligesom sin datter oplevede Camilla også kun nogle få faresignaler. Den konstant tildækkede påklædning og farens temperament.
»Han var en ubehagelig mand. Hans blotte tilstedeværelse fik det til at løbe koldt ned ad ryggen,« husker hun.
Alarmklokkerne begyndte først for alvor at ringe en sommerdag i 2019, hvor de to veninder sidder i køkkenet hjemme hos Caroline og hendes mor. Her fortæller Sarah, at kommunen har forbudt forældrene at tage hende med på ferie til Irak. Alligevel føler hun, at de presser hende til det.
»Det var sidste gang, jeg så hende,« siger Caroline.
