»Da hun sagde, jeg skulle ringe 1-1-2, så tænkte jeg: Nu dør mit barn.«
Hvad der skulle været en almindelig tirsdag aften hos familien Thorsson i Greve, endte dramatisk og chokerende, da den 10 måneder gamle Alfred pludselig sad med en giftig svamp fra en potteplante i hånden.
Chokket kan stadig høres, da Kenneth Thorsson genfortæller den grufulde oplevelse, som han, hans kone og deres lille søn Alfred var igennem i sidste uge.
En oplevelse, der endte med, at Alfred måtte køres med udrykning på hospitalet, var i alvorlig livsfare i flere dage og måtte modtage en særlig modgift, der blev kørt i hast fra Rigshospitalet. Alt sammen, fordi han spiste af en lille svamp, der voksede i en potte ved siden af en stueplante.
»Min underbevidsthed vidste, at det var noget, han ikke skulle spise. Så det gik lidt stærkt for sig,« fortæller Kenneth Thorsson om de dramatiske minutter.
Det var tirsdag eftermiddag, at uheldet var ude.
Kenneth Thorsson stod i køkkenet og lavede mad, mens hans datter på tre år og søn på ti måneder legede rundt om ham.
På et tidspunkt kom hans kone Simone Thorsson ind i køkkenet og opdagede, at Alfred sad med noget i hånden.
Den lille dreng sad omkring to en halv meter fra den pågældende store potteplante, der stod på jorden.
Kenneth Thorsson og hans kone havde et par dage tidligere bemærket svampen, der voksede i potten ved siden af planten, men de havde ikke tænkt nærmere over det.
»Vi har da måske tænkt, at ja, det kunne da godt være, at han ville synes, at den svamp var spændende – men omvendt så har vi ikke tænkt, at en svamp, man havde i sig eget hjem, kunne være giftig,« fortæller han.
Men da Kenneth Thorsson så sin søn med en halv svamp i hånden den tirsdag, så blev han instinktivt bekymret. For han kender sin søn, og han ved, at han smager på alt.
Kenneth Thorsson løb hen til sønnen, tog svampen ud af hånden på ham, og instinktivt stak han derefter to fingre i halsen på den lille dreng for at få ham til at kaste op. Det lykkedes. Og efterfølgende kastede han op endnu to gange.
Den bekymrede far kunne ikke se, hvor meget sønnen havde spist af svampen – eller om han egentlig havde spist noget. Men faktum var, at halvdelen af svampen ikke var at se nogle steder.
»Der gik sådan lidt panik i det derhjemme. Vi vidste ikke, hvad og hvordan, så vi ringede til lægevagten på 1818,« siger han.
Første gang var der så lang kø, at han endte med at lægge på. Men da Alfred kort efter begyndte at kaste op igen, ringede Kenneth Thorsson igen, hvorefter han blev sendt videre til Giftlinjen.
Her fik han i første omgang fat i en medarbejder, som han føler ikke tog ham seriøst.
»Hun starter med at belære mig om, at man ikke må proppe fingre ned i halsen på sit barn. Det er ikke lige det, man har brug for, når man ringer ind som en bekymret forældre til et barn, der har spist en svamp,« siger han og tilføjer, at han endte med at lægge på uden at føle sig lyttet til.
Han valgte derefter at google svampen selv. Og de resultater han fik op af lignende svampe var så bekymrende, at han ringede til Giftlinjen igen.
Anden gang får han fat i en mere lyttende medarbejder, der indvilgede i, at han kunne sende nogle billeder af svampen som Alfred holdt i hånden, og så af de billeder, han troede det var.
Damen fra Giftlinjen startede med at sige, at det umuligt kunne være nogle af de svampe, han nævnte, da de er meget giftige. Men hun valgte alligevel at sende billederne videre til en svampespecialist.
Og så blev det hurtigt meget dramatisk.
Efter samtalen kaster Alfred op igen, og Kenneth beslutter at køre parrets datter op til sine forældre, der bor fem minutters kørsel væk.
Hans kone bliver hjemme med sønnen.
»På vej i bilen kan jeg se, at damen fra Giftlinjen har ringet og lagt en besked, men beskeden er tom. Så jeg tænker, det er nok fint nok,« siger han. Men kort efter ringer hun igen:
»Det er vigtigt, at du ringer 112 med det samme. Han skal indlægges nu,« fortæller Kenneth, der bliver noget chokeret over beskeden. Det går op for ham, at hans barn kan dø.
Han skynder sig det sidste stykker ned til sine forældre, kaster nærmest datteren i armene på dem, og ringer efter ambulancen.
Han når kun akkurat tilbage til Simone og Alfred, der er uvidende om ambulancedramaet, da han har haft hendes telefon med på turen.
»Simone forstener nærmest, da hun hører det og går helt i panik. Hun går bare i sort. Og så kommer ambulancen,« husker Kenneth Thorsson og fortæller, at Alfred på det tidspunkt er meget slap og hele tiden er ved at falde i søvn i sin mors arme.
Ambulancen kører mor og barn med udrykning til Roskilde Sygehus. Kenneth Thorsson når at give dem en pose med den svamp, som Alfred har haft i hånden og formentlig spist af, med, inden han selv følger efter i bilen.
Vel fremme ved Roskilde Sygehus går det stærkt. Alfred bliver indlagt og hurtigt påbegyndes behandlingen med aktivt kul, der skal suge giften op.
Samtidig bliver svampen i hast i taxa sendt mod Rigshospitalet for nærmere analyse. Ifølge Kenneth Thorsson har giftlinjens svampespecialist vurderet, at svampen er i familie med den meget giftige grønne fluesvamp – uden dog med sikkerhed at kunne sige, hvilket specifik svamp det er. Så det skal undersøges nærmere.
Analysen viser senere, at svampen er meget giftig. Og at den er en art, der angriber leveren, og der kan gå op til 72 timer, før den viser sine skader.
Alfreds dosis af kul bliver sat op hver fjerde time i 24 timer. Samtidig lykkedes det at finde en modgift, der i hast bliver sendt med udrykning fra Rigshospitalet til Roskilde sygehus.
Imens kan de bekymrede forældre bare se til og håbe på det bedste. Men tankerne kredser om, hvorvidt Alfred vil dø. For svampen var af en art, hvor en meget lille mængde kan dræbe et menneske.
»Og han blev behandlet, som om han havde spist en dødelig dosis af svampen,« siger Kenneth Thorsson og tilføjer:
»Min kone og jeg aftalte, at vi måtte tage en blodprøve af gangen, for ellers kunne vi jo kun sidde og bekymre os om, at vores barn ville dø.«
»Vi fik at vide, at hvis hans lever begyndte at slå fra, så skulle han ind på rigshospitalet, for der er de specialister i lever.«
Heldigvis stod Alfreds lever ikke af. Den lille dreng var indlagt fra tirsdag til fredag og fik det gradvist helt godt igen.
Det vides ikke, om det skyldes, at den lille dreng kun spiste en meget lille mængde af svampen, kastede det hele op igen – eller om behandlingen simpelthen bare var meget effektiv.
Tilbage sidder Kenneth Thorsson, der stadig forsøger at komme sig over chokket.
Han har valgt at skrive om den rystende oplevelse i et Facebook-opslag.
Og selv om han undervejs også ærgrer sig over oplevelsen med giftlinjen, og fortsat er indigneret over, at han følte, at den første medarbejder bare forsøgte at få ham ud af røret, så er det egentlig ikke en kritik af giftlinjen, der er hovedformålet med hans opslag:
»Det allervigtigste ved det her er at advare om svampen,« siger han og fortæller, at mange er uvidende om sådan nogle svampe. Selv på sygehuset oplevede han flere fra sundhedspersonalet kommer forbi med billeder fra deres egne potteplanter og spørge, hvad det var for en svamp, Alfred havde spist.
»Nå jeg læser kommentarsporet til mit opslag, så går det op for mig, at der er flere, end jeg troede, der ikke tænker, at det her kan være en potentiel fare.«
»Men der kan potentielt være et andet barn, der dør af det her. Så vi vil gerne opfordre til: Tjek lige jeres planter. For det er ikke kun gode svampe, der ligger der nede i,« siger han og tilføjer, at kæledyr også kan være i fare.
B.T. har forelagt Giftlinjen Kenneth Thorssons kritik. Overlæge Anja Husum siger, at hun er ked af den oplevelse, han har haft, da giftlinjen skal være en service for borgere og sundhedsvæsen.
»Så vi er selvfølgelig rigtig kede af, at han har haft den oplevelse, og jeg vil opfordre ham til at tage kontakt til os, så vi kan få en dialog om det. Vi er meget åbne for det, og det tilbyder vi forøvrigt altid, hvis folk har haft sådan nogle oplevelser. Og så tager vi det selvfølgelig til os som feedback. Vi har jo mulighed for at gå tilbage og lære af det. Og det gør vi selvfølgelig,« siger hun og tilføjer, at hun ikke kan gå mere ind i den specifikke sag.
Men det er vel ikke meningen, at folk skal ringe to gange til Giftlinjen for at få et svar, som de kan bruge?
»Som sagt kan jeg ikke gå ind i den specifikke sag.«
