Toget holdt helt stille blot cirka hundrede meter fra Dyssekilde Station.
Men ingen måtte forlade det.
I halvanden time.
En af passagererne i toget var Tino Uhlott, der onsdag eftermiddag var på vej ud at fiske med familien.
»Vi var så tæt på stationen, men ingen måtte forlade det. Folk, som var trængende, var nødt til at tisse ud af døren,« siger han til B.T.
Uhlott synes ikke, at passagererne fik nok at vide om situationen.
»Vi fik at vide, at der var tale om en signalfejl. Og den slags kan selvfølgelig ske. Men jeg synes, at informationsniveauet var dårligt. Motoren blev også slukket, og så virkede aircondition jo ikke. Det blev meget varmt. Vi kunne ikke bare få lov til at gå hen til stationen,« siger han.
Erik Christensen er trafikchef ved Lokaltog, der står for driften på Frederiksværkbanen.
Han siger:
»Vi kan bekræfte, at der har været en driftsmæssig hændelse ved Dyssekilde Station, som medførte, at vi af sikkerhedsmæssige årsager måtte holde stille i halvanden time. Vi skulle være helt sikre på, at alt var i orden, før vi kunne køre tilbage til stationen igen.«
Om kritikken af manglende information, siger han:
»I situationen har vi først og fremmest haft fokus på at få togene i gang igen, Vi beklager, hvis vi i den situation ikke fik givet tilstrækkelig information til passagererne.«
Han forklarer, hvorfor man ikke kunne lade passagererne gå det korte stykke hen til stationen.
»Vi var nødt til at vente på, at passagererne kunne komme sikkert tilbage til stationen, og det var ikke muligt at evakuere forsvarligt på strækningen,« siger trafikchefen, der forklarer, hvorfor motoren slukkede.
»I forbindelse med den driftsmæssige hændelse gik motoren ud, hvilket betød at også aircondition slukkede. Det varede cirka tre kvarter før motoren blev tændt igen. Igen vil vi gerne beklage de gener, det medførte for passagererne,« siger han.
