En fange, der har været på flugt fra Stevnsfortet siden december, er mandag blevet anholdt på en adresse i Mørkøv.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi over for B.T.

»Vi har været til stede med et større politiopbud, end man normalt ser, og taget vores forholdsregler,« siger vagtchef Mikael Rahn og fortsætter: 

»Vi havde en formodning om, at han havde bevæbnet sig, men har for nuværende ikke fundet noget.« 

Midt- og Vestsjællands Politi modtog den undvegne fange klokken 21.00 på stationen efter at have anholdt ham. De er fortsat til stede på adressen. 

»Vi er fortsat ved at ransage stedet, hvor han opholdt sig,« lyder det mandag aften. 

Hvad fangen sad fængslet for, kan vagtchefen ikke for nuværende komme nærmere.