Klokken tre om natten tikkede billeder og video af store mængder alkohol ind på Fabians mobil.
Han ser dem først næste morgen og reagerer med det samme på det, som han ser.
»Jeg var dybt chokeret,« fortæller han.
Lokale skraldere - folk, der leder efter kasseret mad i butikkernes containere - fandt i Viborg noget, som de var nødt til at dele med Fabian Vennekilde.

Han er aktivist og dedikerer al sin tid til at bekæmpe madspild. Gennem årene har han set vanvittige eksempler på ting, som hovedløst bliver smidt ud.
Uåbnede varer fra Flying Tiger for flere hundredtusinde kroner og ubrugte sko fra Sportsmaster er blandt de vildeste sager. Søndag aften skete igen noget, som fik ham til at tabe kæben.
»Jeg blev overrasket over, at de ikke engang har givet alkoholen til deres medarbejdere, som kan holde en fest. Det ville være det mindste, de kunne gøre,« siger han.
I stedet havde Dagrofa Food Service i Viborg kasseret omkring 1000 enheder alkohol - øl, specialøl, energidrikke og sodavand - fordi de havde overskredet 'bedst før'-datoen i slutningen af maj.
Selv når øllene har overskredet sidste holdbarhedsdato, kan de sagtens nydes længe efter. Bryggerierne bruger datoen til at markere, hvornår smagen kan ændre karakter.
Samlet stod Fabian over for uåbnede rammer og kasser med alkohol for mange tusinde kroner, som sagtens kunne drikkes.
»Jeg undrer mg over, at de her virksomheder tager imod pant, men lige har smidt for mindst 1000 kroner i pant ud i skraldespanden,« siger han.
Spørger man Fabian Vennekilde, så kunne alkoholen været gået til nogle, som ville blive lykkelige over støtten. Eksempelvis unge og familier, der søger konfirmationshjælp.

»Hvorfor tvinger vi ikke virksomhederne til at give de her brugbare varer til dem, der har brug for det? Al den alkohol kunne redde flere fester.«
For at råbe beslutningstagere og virksomhederne op tager Fabian og hans støttere ofte anderledes midler i brug. De gør deres protester kreative.
I dag - fredag - holder han derfor en pop-up-fredagsbar ved CBS på Frederiksberg i København, hvor alle varerne bliver givet væk.
»Det giver jo så lidt mening at smide øl ud,« konstaterer han.
Hos Dagrofa er forklaringen todelt. Årsagen til, at de overhovedet er nødsaget til at kassere så mange drikkevarer, skal findes i de usædvanlige tider lige nu.
'Normalt bliver drikkevarer solgt før udløbsdato, men under coronakrisen har hoteller, restauranter og cafeer holdt lukket, og derfor er dette en usædvanlig situation,' oplyser de i et skriftligt svar.
De sælger ikke varer, der er gået over dato, da der er risiko for, at det vil smage dårligt. Foodservicebutikken i Viborg sælger til hoteller og restauranter, som de har et ansvar for at levere kvalitetsvarer til.
Fødevarebanken, som de samarbejder med, tager heller ikke imod netop den type varer, lyder det videre.
'Dagrofa Foodservice har en samarbejdsaftale med Fødevarebanken, så de får mad, der ikke bliver solgt, men Fødevarebanken tager heller ikke imod varer, der er gået over dato eller varer med alkohol.'
Det gør Fabian og hans netværk af skraldere derimod. Han mener også, at mange andre ville sætte pris på varerne, i stedet for at de blev smidt ud.

