Da Lena Sørensen og familien mødte op i lufthavnen for at flyve til Tenerife, opdagede de til deres store forargelse, at deres afrejse var blevet flyttet. Det blev starten på en kaotisk afrejse.

Søndag morgen den 4. august sætter Lena Sørensen, hendes mand, to børn og svigerdatter sig i bilen.

De skal til Tenerife og har booket flybilletter fra Hamborg Lufthavn klokken 15 gennem rejseselskabet Bravofly. Til dagligt bor de i Augustenborg på Als, og derfor tager det omkring to timer for familien at køre over grænsen og til den tyske storby.

Klokken 11.30 ankommer familien til Hamborg. De er i god tid, og derfor er deres afgang endnu ikke kommet op på skærmen. Men hvad de ikke ved er, at afgangen aldrig kommer.

Lena sammen med sin mand, Michael, under deres ferie på Tenerife. Privatfoto.
Lena sammen med sin mand, Michael, under deres ferie på Tenerife. Privatfoto.
Vis mere

»Vi venter og venter. Men der sker ikke noget. Til sidst tænker vi: 'Nu må den snart komme op på tavlen,« siger Lena Sørensen til B.T.

Det gør den ikke. Derfor tager familien sagen i egen hånd og henvender sig ved skranken hos Tui, som er selskabet, familien skal flyve med.

»De siger så til os, at der ikke er nogen afgang fra Hamborg. I stedet fortæller Tui, at de har ændret flyet fra Hamborg til Nürnberg, som Bravofly skulle have informeret os om i en mail,« forklarer Lena Sørensen.

Forargede og i chok begynder familien med lys og lygte at søge efter en mail, som de angiveligt skulle have fået.

Den mail, der skulle have fortalt dem, at flyet er ændret til Nürnberg.

Men den er efter en grundig eftersøgningen ikke til at finde nogen steder.

»Det var virkelig krise. Prøv at forestille dig, at du ankommer til lufthavnen, og så er der intet fly, og du har ikke fået nogen form for information om det. Det er altså ikke sjovt,« fortæller Lena Sørensen om oplevelsen.

En køretur fra Hamburg til Nürnberg tager i nærheden af seks timer, og derfor har familien ikke mulighed for at nå flyet.

I stedet går familien på jagt efter alternativer. Og heldigvis for familien har flyselskabet Norwegian en afgang, hvor der er plads. Fem billetter bliver bestilt, og der kommer styr på afrejsen. Men det betyder ikke, at frustrationen over de manglende informationer er glemt.

»Flybilletterne kostede 7600 kroner, og da vi også ankommer senere end forventet, skulle vi også ændre billeje og inkludere en taxa, for vi ankom klokken 1 om natten i stedet for klokken 20 om aftenen. Så det løb vel op i 10.000 kroner til sammen,« siger hun og fortsætter:

»Men jeg synes, at vi var heldige. Det var jo heldigt, at der var en anden afgang. Og så havde vi også ekstra penge på kontoen. Det er jo ikke sikkert, at alle havde haft det. Og så ville ferien jo være spildt.«

Familien ankommer til Tenerife og straks begynder jagten på en forklaring fra Bravofly.

Men her mere end en uge senere, har Lena Sørensen fortsat ikke hørt en lyd.

»Når man ringer til dem, kan man komme igennem, hvis man har sit ID-nummer klar. Men nummeret findes så ikke. Vi har skrevet dem en mail, og den har vi heller ikke fået svar på. Vi kan simpelthen ikke få fat i dem.«

Efter hjemkomsten har Lena Sørensen undersøgt Bravofly, som de aldrig havde benyttet før. Og til sin store ærgrelse, er det ikke godt, det hun har fundet.

»Inde på Trustpilot er der rigtig mange negative anmeldelser. Og nu ville jeg bare ønske, at jeg havde tjekket det. Så havde vi aldrig booket igennem dem,« slår Lena Sørensen fast.

Lena Sørensen og familien har på nuværende tidspunkt ikke tænkt sig at give op i sagen.

Faktisk overvejer de kraftigt at hyre en advokat i sagen.

»Vi synes, at den her sag skal køres ud. Det her kan simpelthen ikke være rigtigt. Jeg synes, det er ret forfærdeligt, for lige nu føler vi jo, at vi har tabt en masse penge.«

B.T. har været i kontakt med Bravofly, der oplyser, at de ikke kan drøfte enkeltsager og ønsker således ikke at kommentere Lena Sørensens oplevelse.