Familien havde ikke hørt en lyd natten til torsdag på den lille villavej i Vorup i Randers.

Men da det blev morgen, og Mette Ditlev Rasmussen havde sendt familien afsted i skole og på arbejde, mødte et frygteligt syn hende ude i deres kaninbur, hvor kaninen Moller boede.

»Jeg arbejder hjemme, og så hørte jeg vores hund gø. Han stod ude ved kaninburet, og det plejer han ikke at gøre,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg så kaninen ligge død i buret. Hovedet var skåret af, og der var blod.«

Sådan ser buret i familiens have ud.
Sådan ser buret i familiens have ud. Foto: Privatfoto
Vis mere

Mette Ditlev Rasmussen ringede med det samme til sin mand, og de kunne sammen konstatere, at det altså ikke lignede noget, et andet dyr havde gjort. Der var ingen bidemærker eller noget, der indikerede, at Moller havde kæmpet imod.

Episoden blev anmeldt til politiet, der fortalte familien, at der ikke var så meget, de kunne gøre. Dernæst kørte Mette Ditlev Rasmussen Moller til dyrlægen.

»Dyrlægen sagde, at det var et alt for lige snit, der havde skåret hovedet af, til det kunne være et dyr. Så ville det være mere flosset. Og så kunne hun jo altså også fortælle os, at både hjerte og lunger var fjernet,« siger Mette Ditlev Rasmussen.

Dyrlægen fortalte, at meget tyder på, at den eller dem, der stod bag, havde trukket indvoldene ud gennem kaninens hals.

»Vi tog til dyrlægen for at få vished. Jeg ville vide, om det var et menneske eller et dyr. Der har jo nok lusket nogen rundt i vores have,« siger Mette Ditlev Rasmussen.

Hun forklarer, at man ikke kan se, at familien har et kaninbur i baghaven, hvis man står og kigger på huset fra villavejen.

»Det er altså enten nogen, der ved, vi har kanin, eller nogen, som har lusket rundt i haverne.«

Det skræmmer både Mette Ditlev Rasmussen og resten af familien. Særligt hendes 12-årige datter er ramt af episoden. Hun er bange for at være alene hjemme.

Moller i sit bur, da hun var i live.
Moller i sit bur, da hun var i live. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Man har ikke lyst til at være hjemme, hvis der render nogle rundt i haven, der kan finde på at slå dyr ihjel,« siger Mette Ditlev Rasmussen, der også har en søn på 9 år med sin mand.

Villakvarteret, hvor de bor, består mest af børnefamilier og ældre beboere, og derfor har Mette Ditlev Rasmussen været rundt i kvarteret for at advare andre.

»Det er jo uhyggeligt, hvis der går nogen rundt og slår vores dyr ihjel – og så på den voldsomme måde.«

Ingen på villavejen har set eller hørt noget, og der plejer at være roligt, forklarer hun.

Mette Ditlev Rasmussen tror også, der går et stykke tid, før familien vil tænke på at få en ny kanin. Moller var en stor del af familien. Hun var en meget tam kanin, der ofte var på besøg inde i huset.

Familien havde også planlagt at have hende med på sommerferie i år, men det blev jo desværre ikke til noget.

»Hvis vi skal have en ny kanin, så skal vi have lås på buret. Vi har også talt om, at vi skal have noget videoovervågning,« siger Mette Ditlev Rasmussen.