For Rasmus Gylche Munch og Preben Gylche er 4. maj en særligt speciel dag. For de har en helt særlig relation til Anden Verdenskrig.

Preben Gylches onkel – som han er opkaldt efter – blev som blot 18-årig henrettet i Ryvangen.

Derfor er det også rørende for de to, der er far og søn, at besøge stedet i Hellerup, hvor Preben Gylche, der var en del af modstandsgruppen BOPA, blev skudt. Rørende i en sådan grad, at de aldrig går helt tæt på pælene, fortæller de.

»Det er 75 år siden, men både min far og jeg har den holdning, at vi ikke ønsker at vide, hvilken pæl vores familiemedlem er blevet skudt op ad. Jeg vil ikke kalde det følelsesladet, men vi får lige en klump i halsen. Vi går ned og kigger, men ikke helt hen til dem,« siger Rasmus Gylche Munch med henvisning til de tre pæle, der står på henrettelsespladsen.

Preben Gylche var 17 år, da han forsøgte at afvæbne en tysker i Scala, fortæller de. Det gik dog galt, og den unge mand forsøgte at flygte over Rådhuspladsen.

Han blev skudt i benet af Gestapo og måtte gemme sig i en lyskasse. Nogle kvinder forsøgte at hjælpe ved at ringe efter en ambulance, men han blev opdaget af en tysker, der fik dirigeret ham til behandling i Vestre Fængsel.

Her sad Preben Gylche, indtil han var 18 år, hvorefter han blev dømt til døden og siden ført ud til Ryvangen sammen med ni andre den 27. februar 1945. Her blev de henrettet.

Og særligt en tanke rammer Rasmus Gylche Munch og Preben Gylche, når de står på græsset her 75 år efter.

Alt imens de lægger armene om hinanden, og Preben Gylche kan heller ikke holde tårerne helt tilbage, når han skal sætte ord på det hele.

»Man får en klump i halsen af at tænke på det. Man tænker 'hvad fanden er der gået igennem hovedet på sådan en ung mand', der har stået med bind for øjnene og vidst, at om lidt var det overstået. Det er svært, det må jeg indrømme,« siger Preben Gylche.

Han fortæller, at situationen dengang var særligt hård for familien, da Preben Gylches far, Carl Gylche, som var politimand, døde i Buchenwald-koncentrationslejren.

»Livet skal jo gå videre trods alt. Det har vi da også fået det til. Men det var da hårdt for min mormor. Det var med tre måneders mellemrum, hendes mand døde og så hendes søn, der blev henrettet. Det var hård kost. Såvidt jeg har forstået på min mor, gik der nogle år, før hun kom over det. Hun blev hele tiden mindet om det,« fortæller han.