Barnevognen og autostolen var tjekket ind. Det samme var kufferterne, der var fyldt med bleer, babymad, tøj, legetøj og diverse babycremer.

Men da Laura Skjoldager landede i Portugal for otte dage siden med sin mand og deres datter på seks måneder, var det kun barnevognen og en ødelagt autostol, der dukkede op på transportbåndet.

»Jeg tænkte bare: 'Det er løgn, det her.' Det er helt forfærdeligt. Alle vores ting til vores datter er jo deri, og i Portugal kan du nærmest kun købe bleer og så videre med parfume i,« fortæller Laura Skjoldager og fortsætter:

»Heldigvis kom vores barnevogn, men autostolen var jo så ødelagt, så sådan en måtte vi leje. Det er bare frustrerende, fordi udstyret er jo ikke det samme som derhjemme. Der er jo en grund til, at man har taget sit eget med.«

Og herfra startede et virvar, hvor familien er blevet kastet frem og tilbage mellem SAS' medarbejdere og Faro Lufthavn i Portugal.

»Først skulle vi udfylde en masse papirer, så vi kunne registrere vores bagage. Der var rigtig lang kø, og det var ikke specielt sjovt at stå der med en grædende baby, så SAS havde faktisk sat et skilt op, hvor der stod, at man kunne gøre det hele på deres hjemmeside for at spare tid.«

»Så vi besluttede at gøre det, når vi kom frem til vores hus. Men det virkede så ikke på hjemmesiden, så vi måtte køre hele vejen tilbage til lufthavnen for at få papirerne udfyldt.«

Herfra har familien ingen opdatering fået. Og her otte døgn senere, er familiens bagage fortsat ikke dukket op.

Foto: Privat
Foto: Privat
Vis mere

Når de forsøger at tracke deres bagage, står der fortsat, at der ikke er blevet gjort noget ved bagagen.

»Det frustrerer mig bare, at de ikke melder noget ud. Det er grotesk ringe. Vi er bare i en venteposition, hvor vi ingenting hører, uanset hvem og hvor meget vi kontakter dem.«

»Når vi skriver med dem og beder om hjælp, virker de ligeglade og arrogante. Vi bliver bare kastet frem og tilbage, og der er ingen, der tager ansvar.«

Det betyder også, at familien i otte dage har kørt rundt for at finde alle de nødvendige ting til deres datter.

»Det er bare ekstremt op ad bakke, for man kan ikke engang finde en vådserviet, uden at der er parfume i. Jeg havde jo pakket det, der er bedst for hende.«

»Hvis det bare havde været mig og min mand, så havde vi ikke taget det lige så tungt. Vi skulle nok klare os. Men det er godt nok ikke særlig sjovt at stå her med en lille baby og mangle alle de her ting. For vi kunne jo ikke have alt i håndbagagen.«

Samtidig har det ikke været helt omkostningsfrit at lægge ud for så meget forsinket bagage.

Familien antager, at de indtil videre har brugt omkring 10.000 kroner.

»Når man så samtidig er på barselsdagpenge, så er det også kritisk, for man skal jo selv lægge ud for de her beløb, og det var ikke noget, vi havde regnet ind i budgettet.«

»Det er bare irriterende. Man forventer, at ens bagage kommer, og okay, så strejker de i tre dage, men så kom ind i kampen og få nogle medarbejdere ind, der kan få sendt det afsted.«

Familien skal være i Portugal i fire uger og håber derfor på, at de snart modtager deres bagage. Men hvornår det sker, må tiden vise.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra SAS, i forhold til hvornår passagerer, der fortsat mangler bagage, kan forvente, at den kommer frem. Men SAS er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

De henviser de berørte passagerer til deres hjemmeside, hvor der er information om, hvilke rettigheder man har til kompensation.