Det rystede Kurt Hedelunds familie, hvordan hans sidste tid på plejehjem endte.
B.T. har beskrevet, hvordan den 87-årige ifølge de pårørende led under store smerter på grund af omsorgssvigt på plejehjemmet.
Nu oplyser Odense Kommune, at familiens henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed medfører, at Plejehjemmet Ærtebjerghaven får to tilsynsbesøg.
Her skal styrelsen se på plejehjemmets dokumentation, medicinhåndtering og personalets omgang med beboerne.

Og det hilser kommunen og plejehjemmet velkommen, lyder det fra Margrethe Kusk Pedersen, der er ældre- og handicapchef.
Kommunen har allerede erkendt en fejlvurdering, da Kurt Hedelund brækkede hoften og i to dage levede med store smerter, uden at personalet opdagede det.
Kurt Hedelund gik bort på plejehjemmet i september, og hans barnebarn Melanie Hedelund har valgt at fortælle hans historie i håbet om at hjælpe andre.
»Jeg tror ikke, at det her er det eneste sted, hvor det er sket,« siger hun.
Hendes morfar udviklede også et voldsomt tryksår, mens familien af personalet var blevet forsikret om, at det var småt og i bedring, fortæller Melanie Hedelund.
Derudover opdagede personalet heller ikke en af morfarens fingre med koldbrand. Fotos af fingeren viser, at den i spidsen er sort af dødt væv.
Kommunen erkender, at der er sket en fejlvurdering i forbindelse med Kurt Hedelunds brækkede hofte, men kan ikke genkende den overordnede kritik af plejen.
Melanie Hedelund er kun glad for, at der nu kommer tilsynsbesøg på plejehjemmet, men resten af kommunens svar har hun ikke meget til overs for.
»Det frustrerer mig. Hvis de virkelig mener, at der ikke er begået groft omsorgssvigt, som vi siger, så synes jeg, de skal lægge hans journal frem.«
Kurt Hedelunds pårørende har mistanke om omsorgssvigt og har derfor søgt aktindsigt i hans journal hos plejehjemmet, hvilket de har fået afslag på.
Familien har nu påklaget det afslag hos Ankestyrelsen og afventer denne afgørelse.

