Der gik omkring ti minutter fra ankomst til allergiske reaktioner.

Line Fogh og familien havde glædet sig til den årlige sommerhustur. Men i år blev den kortere end forventet.

Vi skruer tiden tilbage til 16. juli. Familien Fogh på ti medlemmer ankommer til sommerhuset i Thy, som de har lejet i en uge for 16.408 kroner.

»Det første, der møder os er en forfærdelig lugt af fugtig kælder. Og i det ene soveværelse lugter der af dødt dyr. I flere af vinduerne er der råd og fugt i karmene og gulvet vidner om, hvor dårligt indeklima, der er i sommerhuet,« fortæller 32-årige Line Fogh fra København.

Line Fogh er ærgerlig over, at familienturen i sommerhuset blev aflyst.
Line Fogh er ærgerlig over, at familienturen i sommerhuset blev aflyst.
Vis mere

Ifølge Line ligger der omkring 200 døde fluer og edderkopper og ekskrementer derfra på både gulve og vindueskarme i sommerhuset. Der hænger spindelvæv, ligger nullermænd og rigtig meget støv så flere i familien reagerer ved at nyse, snotte og få vejrtrækningsbesvær.

»Jeg er opvokset i et gammelt hus og er derfor vant til edderkopper, men så mange, som der var her, var for mange. Det var bare klamt. Selvom der blev gjort rent, ville jeg slet ikke bo der,« fastslår Line Fogh og pointerer:

»Vi havde fået besked på, at hvis der var en specifik seddel i huset, så var det rengjort. Og den seddel lå på skænken inden for døren, så vi gik ud fra, at der var blevet gjort rent. Der var ovenikøbet en mand fra DanCenter forbi for at aflæse elmåleren.«

Familien Fogh vælger at overnatte i sommerhuset og kører ind til DanCenters kontor tidlig næste morgen for at udtrykke deres utilfredshed.

»Vi sagde til dem, at vi ikke ville ud i sommerhuset igen. Og personalet vil så kigge på, hvorvidt der er skimmelsvamp i huset,« fortæller Line, hvis familie kræver fuld refundering på 16.408 kroner – og desuden ekstraudgifter på madspild og transport.

Den opkrævning har DanCenter afvist i en mail til familien med følgende begrundelse:

'Huset er fra 1731 og blev renoveret for 21 år siden, hvilket det selvfølgelig vil bære præg af. En så gammel bygning kan godt udvise lugt af indelukkethed, uden det betyder at der er dårligt indeklima. Med hensyn til rengøringsniveauet i huset ved din ankomst, giver lokalkontoret dig medhold i, at den ikke var tilstrækkelig, dog var det ikke værre, end det kunne have været udbedret indenfor kort tid.'

'Desværre ønskede du ikke at blive i ferieboligen, hvorfor lokalkontoret ingen mulighed fik for at gøre brug af ovenstående ret. Det er også årsagen til, at vi må betragte grundlaget for din afrejse som uberettiget. Der blev efter din afrejse foretaget en skimmeltest i ferieboligen, hvilket er kutyme når gæsten ytrer formodning om det. Testen var negativ.'

»Vi er ærgerlige, skuffede og synes, det er noget svineri. Én ting er pengene, men det er også tid. Det er ti menneskers ferie, som de har ødelagt. Det er, som om de lejer hvad som helst ud. Altså der kommer jo ikke døde, indgroede dyr på bare én uge,« siger Line Fogh.

Til B.T. oplyser DanCenter, at man beklager, at feriehuset ikke har levet op til gæsternes forventning i første omgang.

»Vi har gennemgået sagen her hos DanCenter, og vi kan konstatere, at vi på samme dag, søndag 17/7, som gæsterne kontakter os og gør os bekendt med bekymringen for skimmel og mangelfuld rengøring, sender en servicemedarbejder ud til huset for at foretage en skimmeltest. Testen er negativ. Samtidig tilbyder vi gæsterne en ekstra rengøring, men det afviser kunden at tage imod.«

»Vi er naturligvis ærgerlige over, at vi ikke er lykkedes med at finde frem til en løsning i samarbejde med gæsterne. Vi mener dog, at vi har gjort, hvad vi kunne for at give vores gæster et godt ophold og løse de problemer, der måtte have indflydelse på deres oplevelse, hvorfor vi ikke kan give en fuld refusion for opholdet. Gæsterne har naturligvis den mulighed at anke sagen til Ankenævnet for Feriehusudlejning, som vil bedømme afgørelsen.«

Slutteligt lyder det, at DanCenter evalutere gæsternes feedback og bruger den til at forbredre servicen, så fremtidige lejere får de bedste forhold.