Falske positive svar ved lyntest får fra næste uge Statens Serum Institut til at ændre på opgørelsen af daglige coronasmittede.
Men når lyntesten ikke længere anses for at være nøjagtig nok til at tælle med i opgørelsen, kan vi så overhovedet bruge den til noget?
Ja, lyder svaret fra Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.
»Nogen vil blive sendt hjem på et forkert grundlag, fordi en efterfølgende PCR-test viser sig at være negativ. Det er prisen, man betaler, men det er stadigvæk langt bedre end ikke at gøre noget,« siger professoren, som her gør os lidt klogere på lyntestens to problemer og på løsningen.
Det ene problem
»Det er ikke, fordi lyntesten er voldsom upræcis. Men hvis man bruger en test, som måske kun er 99 procent nøjagtig i en stor population, hvor der ikke er særligt mange sandt positive, vil andelen af falske positive være forholdsvis høj,« siger Hans Jørn Kolmos.
Så når man for eksempel på skoler og arbejdspladser bruger testen til at screene personer, der hverken har symptomer eller har været tæt på smittede, og man derfor ikke finder ret mange smittede, risikerer man at stå med et antal falske positive, der nærmer sig det samlede antal positive.
Ifølge SSI forventer man cirka 250 falske positive resultater per 50.000 lyntest, man foretager.
Torsdag blev 120.000 testet med lyntest. Altså kan man cirka forvente 600 falske positive svar. Det samlede smittetal var samme dag 786 for både PCR- og lyntest. Andelen af falske positive kan altså have været forholdsvis stor.
Det andet problem
»Det er et af problemerne ved testen. Et andet problem, som er langt større, er, at testen ikke er særlig følsom,« siger Hans Jørn Kolmos.
Lyntesten har nemlig kun en følsomhed på 60-80 procent – især afhængig af, hvornår i sygdomsforløbet testen foretages. Altså vil testen kun i 60-80 procent af tilfældene bonne ud hos en person, der rent faktisk er smittet.
»Det vil især være personer, som endnu kun har meget lidt virus i kroppen, for eksempel, fordi de er lige i starten af deres sygdom,« siger han og tilføjer:
»De kan godt ryge igennem sikkerhedsnettet – mere fintmasket er det ikke.«
Løsningen
I den bedste af alle verdener havde vi derfor en test, der både i nøjagtighed (specificitet) og følsomhed (sensitivitet) var 100 procent. Det tætteste, vi kommer, er PCR-testen, som derfor bliver brugt som en guldstandard.
»Lyntesten er på ingen måde komplet. Det er test sjældent. Måden, man kommer omkring det, er ved at gentage testen,« siger Hans Jørn Kolmos.
I forhold til det sidste problem – falske negative – tester man derfor hyppigt, for eksempel to gange om ugen på skoler, og sikkerhedsnettet bliver dermed mere fintmasket.
Det første problem med falske positive løser man ved, at personer, der har fået et positivt svar fra lyntest, efterfølgende får lavet en PCR-test, som man regner for at være mere præcis.
Prisen for at anvende lyntest som screening er så til gengæld, at man risikerer at sende folk hjem fra skole og arbejde på et falsk grundlag. Men det er prisen. For usikkerheden ved lyntest betyder ifølge Hans Jørn Kolmos ikke, at resultatet ikke skal tages alvorligt:
»Hvis du er testet positiv med en lyntest, skal det tages alvorligt, og du skal få lavet en PCR- test. Det er et vink med en vognstang. Du kan være smittet, selvom det ikke er 100 procent sikkert.«
