Der tikker en mail eller sms ind fra Dao, hvor du bare lige skal bekræfte din adresse, før din pakke kan leveres.

Det lyder harmløst og som et simpelt skridt, inden den længeventede pakke kan nå frem. Men det er langt fra tilfældet.

I øjeblikket florerer der nemlig tusindvis af falske beskeder fra nogen, der udgiver sig for at være Dao, men i stedet gemmer der sig nogle helt andre bag.

Nemlig svindlere. Det skriver DR.

Og her er det særligt personer, der har en iPhone, der er udsat.

»De sender beskederne ud med et ID, som gør, at hvis du rammer en iPhone, så tror telefonen, at det er den samme tråd som vores. De sender dem ud i hundredtusindvis,« fortæller direktør hos Dao, Hans Peter Nissen, til mediet.

Det link, som svindlerne sender ud på enten sms eller mail, fører videre ind på en side, hvor man skal skrive sin adresse. Når man har gjort det, vil man efterfølgende blive opkrævet et beløb og blive bedt om ens kortoplysninger.

Mediet TjekDet har forsøgt at finde frem til, hvor de falske Dao-domæner kommer fra, og her har en særlig server fanget deres opmærksomhed.

Den specifikke server indeholder kun domæner med hjemmesider, der udgiver sig for at være netop Dao. Alle med tråde til Kina.

Hos den populære fragtvirksomhed selv understreger Hans Peter Nissen overfor DR, at man bruger mange kræfter på at komme problemet til livs og advare kunder.

Direktøren tilføjer, at hvis man er røget i fælden og blevet svindlet, så er det ikke Dao, man skal kontakte, men i stedet ens bank.