Allerede 7. december kom første advarsel.

Den europæiske politienhed Europol advarede om risikoen for, at der inden længe kunne være falske coronavacciner i omløb.

Denne frygt bandt Europol op på, at politienheden tilbage i oktober havde observeret en Mexico-baseret operation, der på organiseret vis solgte falske influenzavacciner på det mørke internet – 'the deep web'.

Europols bange anelser var nu, at samme organisation ville udnytte det globale ønske og behov for en covid-19-vaccine og udrulle et salg i internettets mørke afkroge langt væk fra sundhedsmyndighedernes kontrol.

»Kriminelle har reageret hurtigt ved at producere falske influenzavacciner. Det samme scenarie vil sandsynligvis også opstå, når covid-19-vacciner bliver tilgængelige,« står der i advarslen fra Europol.

Det internationale politisamarbejde Interpol afvarer om, at kriminelle bander kan angribe transporter af vaccinen mod covid-19. Dansk politi meddeler, at de er opmærksomme på opgaven.
Det internationale politisamarbejde Interpol afvarer om, at kriminelle bander kan angribe transporter af vaccinen mod covid-19. Dansk politi meddeler, at de er opmærksomme på opgaven. Foto: ABIR SULTAN
Vis mere

Nu – 14 dage senere og meget tæt på, at den 'rigtige' coronavaccine bliver tilgængelig for danskerne – viser det sig, at internettets skyggesider allerede huser sælgere, der hævder at have covid-19-vacciner til salg.

Det viser en undersøgelse, som it-sikkerhedsfirmaet Check Point har lavet.

'Available corona virus vaccine $250', hedder det i en annonce på deep web.

'Buy fast. CORONAVIRUS VACCINE IS OUT NOW', hedder det i en anden.

Netmediet Check Point har taget screendump af de annoncer, det har fundet med covid-19-vacciner på deep web. Her er der tre annoncer, hvoraf to er for flydende vacciner, der skal injiceres, imens den midterste er for en vaccine, der skal indtages i pilleform.
Netmediet Check Point har taget screendump af de annoncer, det har fundet med covid-19-vacciner på deep web. Her er der tre annoncer, hvoraf to er for flydende vacciner, der skal injiceres, imens den midterste er for en vaccine, der skal indtages i pilleform. Foto: Check Point
Vis mere

Fælles for alle annoncer, som Check Point har screendump af, er, at betalingen skal falde i den digitale kryptovaluta bitcoin (BTC), som er svær for myndighederne at spore.

Check Point understreger, at de ikke ved, om sælgerne reelt ligger inde med vacciner, eller om de vacciner, de siger, de har, er rigtige.

En sælger oplyser, at han sælger en uspecificeret covid-19-vaccine for 0,01 BTC. Det svarer til cirka 1.400 kroner.

Sælgeren oplyser, at man for prisen får 14 ampuller, hvilket er til én person.

Den vaccinedosis står i kontrast til de oplysninger, som flere godkendte vaccineproducenter og sundhedsmyndigheder verden over er kommet med.

For både Pfizer/BioNTech og Moderna – som står for de to vacciner, der er længst fremme – er to skud af vaccinen nok.

Ildevarslende nyt

Danskernes vej til en vaccine kontrolleres af sundhedsmyndighederne, og på Sundhedsstyrelsens hjemmeside fremgår det, at alle danskere over 18 år vil blive tilbudt en vaccine mod covid-19.

Den nærmere rækkefølge for, hvem der får den hvornår, er endnu uvis. Dog er det sikkert, at 'borgere med risiko for særlig alvorlige forløb af covid-19 og personale, der arbejder tæt med dem' vil blive prioriteret højt.

I Danmark forventes det, at ældre samt sundhedspersonale står forrest i køen til at få vaccinen. Sundhedsminister Magnus Heunicke har meddelt, at de første danskere kan få vaccinen mellem jul og nytår.
I Danmark forventes det, at ældre samt sundhedspersonale står forrest i køen til at få vaccinen. Sundhedsminister Magnus Heunicke har meddelt, at de første danskere kan få vaccinen mellem jul og nytår. Foto: GIL COHEN-MAGEN
Vis mere

Dermed kan unge og personer uden for risikogruppen komme til at vente flere måneder, før de kan få vaccinen.

Og heri kan faren ved de falske vacciner ligge, da nogle – for at tage en smutvej til vaccinen – måske kan finde på at skaffe den uden om vaccinationsprogrammet.

For Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, er det ildevarslende nyt, at lyssky organisationer har sat falske vacciner i omløb.

»Det er noget, man skal holde sig langt væk fra. Vaccinationer er noget, som sundhedsmyndighederne tager sig af, ingen andre,« siger han og tilføjer:

»Og når myndighederne siger, at nogle kan vente med at få vaccinen, så er det ud fra grundige overvejelser.«

Hans Jørn Kolmos understreger desuden farligheden ved at putte noget i kroppen fra lyssky producenter og forhandlere, som man ikke ved, hvad er.

»Det kan indeholde både farlige giftstoffer og sygdomsfremkaldende virus og bakterier,« siger han.

B.T. har søndag rettet henvendelse til Nationalt Cyber Crime Center (NC3) i Rigspolitiet, som efterforsker digital kriminalitet.

B.T. vil gerne vide, om Rigspolitiet har kendskab til de ulovlige vacciner, og hvis ja, hvad det gør for at forhindre, at danskere – som måske har svært ved at vente på den rigtige vaccine – køber falske vacciner på dark web?

Det har ikke været muligt at få et svar fra Rigspolitiet.