En gruppe Falck-reddere har politianmeldt sin egen ledelse samt Region Nordjylland for blandt andet systematisk at overtræde færdselsloven.

Ifølge de anonyme anmeldere, oplever Falck-redderne ofte, at de bliver sendt afsted med fuld udrykning, selvom det slet ikke er nødvendigt. Og da de selv står med ansvaret i tilfælde af en ulykke, har de nu fået nok.

TV2 Nord har offentliggjort en del af selve politianmeldelsen og har været i kontakt med en af de anonyme anmeldere.

Ifølge mediet har problemet stået på i årevis, men redderne har øjensynligt mistet tålmodigheden med, hvordan praksis bliver udøvet.

En af anmelderne fortæller følgende til mediet:

»Det er jo det sundhedsfaglige personale på Regionens alarmcentral AMK, der bestemmer, om vi skal køre Kørsel A (med fuld udrykning, red.), men går det galt under kørslen, er det manden bag rattet, der hænger på regningen. Det er altid redderen bag rattet, der er ansvarlig, også selvom han ikke selv har bestemt, at der skal køres med udrykning,« siger han.

Af anmeldelsen fremgår det, at redderne mistænker læger, der i et givent tilfælde anmoder om at få tilsendt en ambulance, for at misbruge deres beføjelser.

'Det er ofte meget uvist for ambulanceredderne, hvorfor lægerne rekvirerer kørsel A, men der er stor enighed om, at lægerne misbruger eller gennemtrumfer dennne beslutning,' står der.

Sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland, Peter Larsen, erkender, at der kan ‘være enkelte smuttere,’ når der skal træffes hurtige beslutninger.

Ifølge Peter Larsen arbejder man hele tiden på at forbedre vurderingen af folks opkald.

Redderne håber med politianmeldelsen at opnå, at reglerne for udrykning bliver ændret, så redderne selv kan være med til at vurdere, om udrykning er påkrævet.

Og så vil de have garanti for, at de ikke bliver straffet for at nægte udrykningskørsel, skriver TV2 Nord.