Den isnende kulde skaber problemer for danskerne i dag.

Det er den dugfriske melding fra Falck onsdag formiddag, hvor frosten har lagt sig over Danmark.

»Vi har meget travlt i dag. Det er særligt i hovedstadsområdet, hvor det virkelig er alle mand på dæk i dag,« fortæller pressechef i Falck, Alice Klitholm Duch.

»Vi er ved at opgradere bemandingen i de andre områder også,« tilføjer hun.

Alice Klitholm Duch forklarer, at Falck siden midnat har været kaldt ud til flere end 450 opgaver, og det er primært fordi, danskerne har problemer med at starte bilen i det kolde vejr.

»Vi forventer, at det aftager nu her midt på dagen, men det kan meget vel være, at det peaker igen senere, når folk skal hjem fra arbejde igen,« siger Alice Klitholm Duch.

Hun forklarer, at man fra Falcks side vurderer, at man i øjeblikket har 20 procent flere ture end normalt på grund af vejret.

»Det kan være vanskeligt at vurdere, om et uheld skyldes vejret eller bare almindelig uopmærksomhed, men de situationer, hvor vi umiddelbart mener, at det kan relatere til vejrforholdene, udgør omkring 20 procent flere i dag,« understreger Alice Klitholm Duch.

Falck har derfor et par gode råd til danskerne – både i dag og i den kommende tid.

»Hav tålmodighed i trafikken, og kør i god tid,« siger Alice Klitholm Duch.

»Og sørg nu for at få fundet vinterdækkene frem. Der er ventetid på at få dækkene skiftet nu, hvor det er blevet koldt.«

»Men det er bare en rigtig god idé at få det gjort så hurtigt som muligt,« konstaterer Alice Klitholm Duch.