Falcks ansatte må kigge langt efter en julegave fra firmaet i år.

I stedet har Falck valgt at donere de penge, firmaet plejer at bruge på julegaver, til en velgørenhedsorganisation som hjælper børn og familier i Sydamerika.

Hvor mange Falck-ansatte hidtil har fået en julegave af arbejdsgiveren, ønsker den globale ambulancekoncern i år at markere julen ved at være 'generøs over for andre'.

Derfor donerer Falck 2,6 millioner kroner til organisationen 'Sinergias', som arbejder på at opbygge et bæredygtigt sundhedssystem for op til 6.000 indfødte i et isoleret område af Amazonas-regnskoven i Colombia. I dag lider de af sygdomme, som vil kunne udryddes med adgang til basale sundhedsydelser.

'Julegaven er fra os alle sammen. Det er en ny måde at anerkende det gode arbejde, som vores 32.000 medarbejdere udfører hver time, hver dag, hele året rundt. Det er en gave fra og til os alle sammen,' forklarer Falcks administrerende direktør, Jakob Riis, i en pressemeddelelse.

Er du ansat i Falck og har du en holdning til, at firmaet har droppet julegaverne i år? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til os på Facebook eller send en mail til 1929@bt.dk.

De 2,6 millioner kroner svarer til det beløb, Falck sidste år brugte på at give julegaver til omkring halvdelen af medarbejderne.

Når ikke alle medarbejderne fik julegaver førhen, skyldes det, at en del af Falcks medarbejdere er frivilllige eller arbejder på deltid. De fik ikke julegaver af Falck sidste år.

Ifølge Falcks ledelse har medarbejderne taget positivt imod det nye initiativ - som koster dem en julegave fra arbejdsgiveren.

'Når jeg taler med kollegaer, er det min oplevelse, at skuffelsen over ikke at modtage en mindre julegave hurtigt går væk og i stedet bliver erstattet af stolthed over at kunne hjælpe andre i nød med en donation fra os alle. Jeg håber, at vi alle sammen kan dele denne stolthed,' siger Jakob Riis.

Har dit firma droppet julegaverne til de ansatte? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til os på Facebook eller send en mail til 1929@bt.dk.

Falck er ikke ene om at droppe julegaverne til de ansatte. Mariagerfjord Kommune gør det samme - om end af helt andre årsager.

Den nordjyske kommune skal spare 123 millioner kroner på næste års budget, og det betyder, at alle afkroge af budgettet er blevet endevendt for at finde mulige besparelser.

Det går blandt andet ud over julegaverne til samtlige 3.500 medarbejdere.

»Det er mange penge, og vi har måttet sige farvel til medarbejdere. Men omvendt betyder julegaven noget for mange. Så det har været svært,« siger kommunaldirektør Lars Clement til Nordjyske.dk.

Falck meddeler ikke om, hvorvidt julegaverne også er afskaffet de kommende år.