Danmark har sikret sig flere vacciner fra Johnson & Johnson, som dog mangler godkendelse. Se oversigt her.

Danmark har sikret sig yderligere coronavacciner.

Danmark har nu mulighed for at få op til 8,2 millioner vacciner fra det amerikanske selskab Johnson & Johnson, viser en opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Tidligere havde Danmark sikret sig 5,6 millioner fra selskabet.

Vaccinen fra Johnson & Johnson er dog ikke godkendt, men det kan ske i løbet af de kommende måneder.

Her følger et overblik over de seks aftaler om vacciner, som er indgået:

* Pfizer/BioNTech:

Vaccinen har vist en effekt på 95 procent. Det vil sige, at der var 95 procent færre tilfælde sammenlignet med en kontrolgruppe, der fik placebo.

Blev godkendt af EU-Kommissionen 21. december, og de første danskere blev vaccineret 27. december.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 4,6 millioner personer. Vaccinen kræver to doser.

* Moderna:

Har vist en effekt på 94,1 procent.*

Blev godkendt 6. januar i EU, og de første 5000 doser ankom til Danmark i tirsdags.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere tre millioner personer. Vaccinen kræver to doser.

* AstraZeneca/Oxford University:

Studie har vist en effekt på 70 procent.*

Det Europæiske Lægemiddelagentur forventer at kunne godkende vaccinen i slutningen af januar.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 1,9 millioner personer. Vaccinen er ikke godkendt, men producenten har brugt to doser i sine forsøg.

* Johnson & Johnson:

Fase 3-forsøg blev indledt i september med omkring 60.000 testpersoner. Resultater ventes offentliggjort i slutningen af januar eller starten af februar.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 8,2 millioner personer. Vaccinen gives som en dosis.

* CureVac:

Indledte et fase 3-forsøg 14. december med 35.000 deltagere i Europa og Latinamerika.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 3,4 millioner personer. Vaccinen er ikke godkendt, men producenten har brugt to doser i sine forsøg.

* Sanofi/GSK:

Vaccinen har afsluttet fase 1- og 2-studier, der har vist effekt for personer i alderen fra 18 til 49 år, men ikke så god effekt for personer over 50 år. Selskaberne venter godkendelse i slutningen af 2021.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 1,9 millioner personer. Vaccinen er ikke godkendt, men producenten har brugt to doser i sine forsøg.

* Ud over de nævnte seks vacciner har EU i denne uge afsluttet de indledende forhandlinger om endnu en coronavaccine.

* Novavax:

Den amerikanske medicinalvirksomhed er i gang med fase 3-studier. Der ventes resultater i første kvartal 2021.

EU-Kommissionen meddelte før jul, at man har taget hul på at forhandle en kontrakt, der potentielt kan komme til at omfatte 200 millioner doser. Forhandlingerne kan tage flere måneder.

* Man kan ikke sammenligne vaccinernes effekt med hinanden direkte - blandt andet fordi forsøgsstudierne er lavet på forskellige grupper.

Kilder: Lægemiddelstyrelsen, Sundheds- og Ældreministeriet, EU-Kommissionen, virksomhederne, Bloomberg og Reuters.

/ritzau/