Der er behov for flere og mere lokale testcentre, mener professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen.

Professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen mener, at test er et godt værktøj til at bremse smittespredning.

- Testaktivitet har jo vist sig at være af værdi, fordi man kan bryde nogle smittekæder, og man kan også fange nogle folk, som måske ikke selv er opmærksomme på, at de er smittet.

- På den måde kan man få taget dem ud af systemet, inden de går ud og smitter alt for mange, siger han.

På den baggrund mener han, at man med fordel kunne etablere lyntestcentre igen, så det bliver mindre besværligt for folk at lade sig teste.

- Så bliver det mere tilforladeligt for folk at deltage i testsystemet igen, i forhold til hvis der kun er et testcenter i kommunen.

Han mener også, at man kan få folk til at lade sig teste mere, hvis man genindfører coronapas i de områder, hvor smitten er høj.

- Så ville man blandt andet tilskynde alle de uvaccinerede til at skulle testes jævnligt, hvis de vil deltage i en aktivitet, der kræver coronapas.

I Jyllands-Posten siger fagfolk også, at man bør lave flere testcentre.

Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi på RUC mener, at der er brug for at teste væsentligt mere, hvis man vil bruge test som en måde til at kontrollere epidemien.

Professor emeritus i infektionssygdomme Eskild Petersen peger også på, at testkapaciteten bør opjusteres.

Han er bange for, at dem, der bør blive testet, ikke bliver det, fordi de ikke tror, at det er nødvendigt længere på grund af politikernes udmeldinger.

Tirsdag morgen opfordrer Styrelsen for Patientsikkerhed alle beboere i Tingbjerg Sogn til at lade sig teste, fordi incidenstallet i sognet er tæt på 1000.

Når en kommune eller et sogn har høj smitte, vil der kunne iværksættes tiltag, der skal bremse smitten.

Anbefalingerne til tiltag er blandt andet, at der opfordres til test og vaccination, og at eksempelvis børnehavebørn holder sig til deres egen stue.

De daglige smittetal for coronavirus har ligget på over 1000 de seneste seks dage.

Testkapaciteten i Danmark er i øjeblikket på 100.000 test om dagen.

Den seneste uge er der foretaget mellem 40.000 og 82.000 PCR-test om dagen.

9. oktober lukkede alle hurtigteststeder, og man kan nu kun få en lyntest hos det offentlige i nødstilfælde.

Kapaciteten kan op- eller nedjusteres efter behov, da Testcenter Danmark løbende kigger på efterspørgslen af test og smitteudviklingen rundt omkring.

/ritzau/