Ifølge forsker er det dokumenteret, at de svageste elever taber, når elever samles efter forældres indkomst.

Der bliver færre skoler, hvor eleverne kommer fra alle økonomiske lag i samfundet. Det viser en analyse fra tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der har trukket sine tal hos Danmarks Statistik.

Populært sagt bliver chancen for, at direktørens datter møder fabriksarbejderens søn i folkeskolen, mindre.

I 2007 havde 40 procent af alle skoler elever fra alle indkomstgrupper. I 2017 var det 28 procent af alle skoler, viser AE's analyse.

Det er i bestemte dele af lande, at der bliver færre skoler med elever fra alle lag.

Det er især tilfældet i kommunerne langs den jyske vestkyst. Modsat er mængden af skoler med en mere blandet elevskare højest i og omkring de store byer på Sjælland og ved den jyske østkyst.

I opgørelsen er befolkningen delt op i fem indkomstlag. For at være en blandet skole skal skolen have 10 procent af eleverne fra hvert lag.

Ifølge Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef på VIA University College, sætter AE "med rette fokus på en udfordring" for folkeskolen.

Han peger på, at der i forskningen ikke er fundet frem til en optimal elevsammensætning for en klasse.

Men det er dokumenteret, at elever fra hjem med flere ressourcer kan løfte det faglige niveau hos elever fra hjem med færre ressourcer, forklarer han. Ressourcer kan både dække over forældrenes økonomi og deres uddannelsesniveau.

- Og det behøver ikke gå ud over de ressourcestærke. I nogle situationer kan de endda lære noget af det, siger Andreas Rasch-Christensen.

Fra USA og nogle få steder i Danmark har man gode erfaringer med det, der kaldes elev-til-elev-læring.

- Her sætter man nogle blandede elever sammen i nogle grupper under rådgivning og retningslinjer sat af læreren. Det kan være et samarbejde om nogle projektopgaver i historie eller matematikopgaver, forklarer Andreas Rasch-Christensen.

Her udvikler eleverne fra hjem med flere ressourcer ifølge forskeren deres evner til at samarbejde og lede.

Der er ifølge forskningschefen klart bevis for, at det er elever fra hjem med færre ressourcer, der taber, når eleverne i højere grad fordeles efter forældrenes indkomst.

/ritzau/