Om godt og vel tre måneder er det igen sommerferie for de fleste – og hvad kan man så forvente af det til tider lunefulde danske vejr?
Det er selvfølgelig ikke helt nemt at forudsige, og derfor vælger mange at helgardere sig og booke ferierejsen sydpå i god tid.
Eller sådan har tendensen i hvert fald været i mange år, men den er tilsyneladende vendt i år.
»Vi ser en vækst i søgninger generelt, men søgninger på rejser i juli og august er på nuværende tidspunkt 10 procent lavere end det, vi så i første kvartal sidste år,« siger Ole Stouby, som er stifter af rejsesøgemaskinen travelmarket.dk.
Også hos vores norske naboer er tendensen klar. Her har selskabet Finn Reise fået foretaget en undersøgelse af et analysefirma, hvor 1.000 borgere fra hele landet er blevet spurgt til deres ferieplaner.
Hele 75 procent af de adspurgte svarer her, at de endnu ikke har booket årets ferie. Noget, der ifølge en norsk turistekspert blandt andet tilskrives den varme sommer i fjor.
»Jeg har været i branchen i 15 år og har aldrig oplevet, at det har været så slemt, som det er i år. Vi havde en lignende varm sommer i 2014, hvilket resulterede i senere bookinger i 2015. Dengang svarede 68 procent, at de ikke havde booket en ferie, siger turismeekspert Terje Berge fra Finn.no til norsk TV 2.
Da det gik op for nordmændene, at 2015 nok ikke blev helt den samme sommer som året før, gik folk ifølge turisteksperten 'i panik' og rev alle de udbudte ferieture væk i løbet af få uger.
Ole Stouby fra travelmarket.dk mener, at der er flere årsager til nedgangen i bookingerne end den varme sommer.
»Vi har faktisk set en generel tendens til, at folk søger og booker senere og senere. Udbuddet er blevet større gennem tiden, nogle har måske bare ikke besluttet sig, mens andre igen bevidst vælger at chance den lidt i håbet om at få en billigere rejse. Dem, der traditionelt booker i god tid, er børnefamilierne, som ved, de vil af sted, og har nogle helt specifikke krav til ferierejsen.«
Ifølge Ole Stouby er ønsket om en billig afbudsrejse også blevet en større og større faktor. Alene i juli er der således en rund million besøg på travelmarket.dk, hvor folk i stor stil afsøger markedet for afbudsrejser.
Ole Stouby minder dog om, at der både kan være plusser og minusser ved at booke i god tid. Det kan potentielt være væsentligt billigere, da en dårlig vejrmæssig sommer kan presse priserne op.
Omvendt kan man komme meget billigt af sted, hvis sommeren herhjemme er god – som tilfældet altså var sidste år. Det er altså med andre ord det gode gamle spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
Ifølge den norske undersøgelse har privatøkonomi – ikke helt overraskende – også indflydelse på, om folk bestiller deres ferietur i god tid eller ej.
Af de nordmænd, der tjener mindre end 300.000 kroner om året, har 90 procent endnu ikke booket sommerferien.
Blandt dem, der tjener mere end 900.000 kroner om året, er det til gengæld kun 65 procent, der endnu ikke har bestilt ferieturen.