Færge- og togkunder kan lide under Microsoft-nedbrud
Molslinjen kalder nedbrud for et stort problem. Hos DSB skal kunder kontakte kundeservice ved mailproblemer.
Molslinjen kalder nedbrud for et stort problem. Hos DSB skal kunder kontakte kundeservice ved mailproblemer.
Et nedbrud hos Microsoft, der er et af verdens største IT-firmaer, giver fredag problemer hos danske tog- og færgekunder.
Molslinjen, der sejler mellem Jylland og Sjælland, siger til TV2 Østjylland, at nedbruddet er et stort administrativt problem, fordi virksomheden derved ikke kan sende bekræftelsesmails til kunderne.
- Hvis folk ikke får mails, så får de ikke vores automatiske bekræftelse, og det er selvfølgelig en utryg situation, fordi det er deres forsikring om, at købet er gennemført, siger han.
Ens booking er stadig registreret, skriver Molslinjen på hjemmesiden. Færgeselskabet er fredag formiddag ved at undersøge, om bekræftelserne kan sendes ud på anden vis.
Nedbruddet, der begyndte torsdag aften, er globalt og giver problemer med at tilgå diverse Microsoft-tjenester såsom mailsystemet Outlook.
Også togpassagerer kan støde på problemer.
Frem til 10-tiden fredag havde DSB ikke oplevet problemer, men kort herefter oplyste DSB's pressevagt til Ritzau, at kunder, der har fået deres billet på mail, kan opleve, at de ikke kan komme ind i mailboksen og derved ikke vise billetten.
- Hvis man har købt en billet, og man ikke kan tilgå den, skal man kontakte vores kundeservice, der kan hjælpe med at frembringe den, siger DSB's pressevagt til Ritzau.
Dog bliver langt størstedelen af DSB's solgte billetter solgt via deres app. Kunder, der har købt billet der, er ikke påvirket af nedbruddet.
RITZAU