Søndag er flere turister, øboere og sommerhusejere kommet i en vanskelig situation, efter færgen til Sejerø, der ligger i Kalundborg Kommune, er brudt sammen.

Det betyder, at der er indsat en anden – og væsentlig mindre – færge, hvorfor færre kan komme frem og tilbage mellem Sjælland og Sejerø.

Situationen har efterladt folk i uvished, og ved havnekajerne står folk i kø og ved ikke, hvornår de kan komme hen til deres respektive destinationer. Det skriver sn.dk og TV2 Øst.

sn.dk har talt med chefskipper på færgen, Rune Nielsson, som ikke just er begejstret over situationen:

»Det er tæt på at være på det værst tænkelige tidspunkt lige nu, og det er totalt kaotisk,« siger han til mediet.

Det var lørdag, at Sejerøfærgen, der har plads til 36 biler, brød sammen.

I stedet er Nekseløfærgen med plads til otte biler indsat mellem Sejerø og Sjælland. Men på grund af den mindre kapacitet kan færre som nævnt bestige færgen.

Ifølge lokalmedierne har adskillige ventet i flere timer ved de to færgehavne i løbet af søndagen.

Det er på denne strækning, at færgerne sejler i Sejerøbugten.
Det er på denne strækning, at færgerne sejler i Sejerøbugten. Foto: Google Maps
Vis mere

»Jeg var nede på havnen omkring klokken 10 søndag, og der var nok 30 biler i kø,« siger sommerhusejer Kristian Brønd til TV2 ØST. Kristian Brønd ligger lige nu i kø og håber, han kan komme med en tidlig morgenafgang mandag.

Folk, der har ventet på færgen, er både nogle, som skal i sommerhus på Sejerø, og som skal hjem igen mod Sjælland.

Rune Nielsson forsikrer, at alle nok skal komme med færgen. Indtil videre kan det dog tage sin tid at få bilerne med, hvortil han håber på folks tålmodighed og forståelse.

Han håber, at Sejerøfærgen er tilbage i drift torsdag.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Kalundborg Kommune, men det har indtil videre ikke været muligt.

På kommunens hjemmeside fremgår det dog, at der er indsat en særplan i området ved Sejerøbugten.

'Begrænset kapacitet på afløserfærgen. Husk, at man ikke kan påregne at nå busserne,' lyder det også på kommunens hjemmeside.