Bandholm Hotel på Lolland har skiftet ejere, og de har store ambitioner for det populære hotel.

Salget kommer efter måneders forhandlinger, og den nye ejerkreds har med det samme overtaget driften fra den nedlagte frikirke Faderhuset, som købte hotellet tilbage i 2008.

Siden har den kontroversielle organisation tjente millioner på at drive hotellet, der beskrives som diskret luksus.

Det skriver folketidende.dk.

Hotellets nye ejerkreds er Bandholm Hotel Holding, der har Peter Hauge som selskabets direktør, mens Peter Bøgil er hoteldirektør.

Sidstnævnte fortæller, at man driver hotellet videre, som folk kender det, men at de har store ambitioner.

Bl.a. forhandler de i øjeblikket med en Michelin-kok, der skal højne madoplevelsen for de besøgende.

»Ikke fordi der har været noget i vejen med den mad, der er blevet serveret på hotellet hidtil, vi ser blot en mulighed for her at hæve niveauet endnu et stykke,« siger Peter Bøgil.

Bandholm Hotel Holding har - udover Bandholm Hotel - også købt det, folketidende beskriver som ‘en lang række andre ejendomme i Bandholm’ herunder tankstationen.

De nu tidligere ejere af Bandholm Hotel, Faderhuset, har fået offentlig kritik flere gange.

De blev netop landskendt for deres investeringer i ejendomme. Mest kendt er sagen om ejendommen på Jagtvej 69 på Nørrebro.

Faderhuset købte nemlig Ungdomshuset på Jagtvej tilbage i 00'erne med det for øje at få huset ryddet, hvilket skete under stort påstyr 1. marts 2007.