Den alternative netavis 24nyt er blevet smidt på porten af Facebook, som ifølge dr.dk har lukket mediets side på det sociale medie.
24nyt bekæmper ifølge sig selv 'venstreorienterede nyheder' og er et alternativ til den almindelige presse.
Både Facebook og 24nyt selv bekræfter over for DR Nyheder, at mediets side ikke længere eksisterer.
Johan Farkas, som er ekspert i sociale medier, mener, at det er første gang, Facebook lukker et dansk medies Facebook-side.
»Det er højst usædvanligt, at Facebook smider et dansk medie af platformen,« siger han til tv-stationen.
Lukningen kommer en uge efter, at DR kontaktede Facebook og forelagde dem eksempler på 24nyts ageren på det sociale medie.
Det fremgår dog endnu ikke præcist, hvad der har ført til lukningen af siden, og heller ikke 24nyt selv ved tilsyneladende, hvorfor de er blevet smidt ud.
24nyt blev stiftet i starten af 2017 med amerikanske medier som Breitbart og Fox News som forbilleder.