700 millioner kroner.

Så meget har coronakrisen kostet de danske forlystelsesparker rundt omkring i Danmark. Det fortæller Søren Kragelund, formand for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD) til Horesta.

Det har nu fået Fårup Sommerland til at indføre deres egen lille 'hjælpepakke' og det betyder, at de har sænket prisen på 15.000 billetter.

De billigste billetter bliver sat ned til næsten halv pris, og derudover sættes prisen på sæsonkort også ned resten af 2020-sæsonen.

Den krise, der har ramt forlystelsesparkerne, skyldes til dels, at Staten ikke har inkluderet forlystelsesparkerne i deres 'Sommerpakke', og det er noget, som direktøren i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen, kalder for både for 'problematisk' og 'konkurrenceforvridende.

Det skriver TV 2 Nord.

»Vi kæmper, som så mange andre i branchen, med at holde skindet på næsen i denne sæson, og det har naturligvis gjort situationen ekstra udfordrende, at forlystelsesparkerne ikke har været en del af regeringens sommerpakke,« udtaler Niels Jørgen Jensen til mediet.

Han fortæller også, at man forud for 2020-sæsonen oplevede en stigning i salget af sæsonkort.

Hele 16 procent steg salget med, men på grund af coronakrisen og sommerpakken, oplyser parken, at der nu kun er halvt så mange, der har fået købt sig et sæsonkort i forhold til tidligere år.